Aalborg

Politi: Lovende tip om peberspray-røver

Efterlysningen af gerningsmanden til et groft røveri onsdag aften har muligvis givet pote

Arkivfoto: Lars Pauli

Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Nordjyllands Politi har torsdag formiddag modtaget et lovende tip i forsøget på at finde gerningsmanden til et groft røveri i Aalborg onsdag aften.

Her blev en ung kvinde udsat for et røveri ved sit hjem af en yngre mand i en opgang i Rantzausgade, hvor kvinden netop var kommet hjem efter at have været ude og købe ind.

Her dukkede røveren op og sprayede hende i hovedet med en peberspray, hvorefter han tog posen med hendes indkøb og forlangte at få udleveret hendes dankort. Det havde hun dog ikke på sig, og i stedet stak røveren af fra stedet med posen med indkøb samt lidt kontanter, som kvinden var i besiddelse af.

Torsdag formiddag har Nordjyllands Politi ifølge vagtchef Henrik Beck så fået respons på efterlysningen.

- Vi har fået et konkret tip om en mulig gerningsmand. Men jeg vil gerne understrege, at vi fortsat gerne vil have hjælp fra borgerne i sagen, siger han.

Røveren beskrives som dansk af udseende, 25-30 år gammel, slank/spinkel og under 180 cm. høj. Han var iklædt en sort jakke med hætte samt mørke bukser. Hvis man har set noget i forbindelse med sagen, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 1-1-4.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.