Kvinde slået og forsøgt voldtaget

KØBENHAVN: Mandskabet fra en patruljevogn i København kunne natten til onsdag slå kløerne i en voldtægtsmand, mens han stadig lå oven på sit offer. Ifølge kriminalpolitiet på Station Bellahøj ringede beboer i området ved Rørsangervej til politiet, da de bemærkede et par, der tilsyneladende havde samleje midt på vejbanen. Da betjentene nåede frem, fik de skilt den 50-årige kvinde og den 28-årige mand ad. Kvinden forklarede, at hun bor i området og var på vej hjem, da manden antastede hende. Hun blev slået et par gange, og manden havde også fat om halsen på hende, før han fik hende ned at ligge. /ritzau/