Kvinde står i spidsen for NBA-hold for første gang nogensinde

Assistenttræner Becky Hammon skrev historie i NBA, hvor LeBron James også gjorde sig bemærket med milepæl.

Becky Hammon (til venstre) og DeMar Derozan (til højre) endte med at tabe nattens opgør til Los Angeles Lakers.

Becky Hammon (til venstre) og DeMar Derozan (til højre) endte med at tabe nattens opgør til Los Angeles Lakers.

LOS ANGELES: For første gang i historien stod en kvinde natten til torsdag dansk tid i spidsen for et hold i verdens bedste basketball-liga, NBA.

Den 43-årige assistenttræner Becky Hammon overtog således tøjlerne, da San Antonio Spurs' sædvanlige cheftræner, Gregg Popovich, blev bortvist i nattens nederlag til Los Angeles Lakers.

- Han pegede på mig, og det var sådan set det. Han sagde, "nu står du for det", siger Becky Hammon til ESPN efter kampen.

- Det var egentlig meget, som det plejer at være. Spillerne er jo vant til at høre min stemme under træning, lyder det.

Hammon har selv en flot fortid som aktiv spiller, og for Spurs-profilen DeMar DeRozan føltes det helt naturligt, at Hammon indtog cheftrænerrollen.

- Becky har selv spillet, og alle, der kender til historien inden for kvindernes basketball, ved, hvor meget hun har betydet for sporten. Man tænker ikke et sekund over det. Hun er af os. Når hun taler, lytter alle, siger han til ESPN.

Hammon erstattede Popovich kort efter et andet højdepunkt i opgøret.

Her havde Lakers-stjernen LeBron James nemlig rundet endnu en imponerende milepæl i karrieren. 36-årige James scorede således et tocifret antal point for den 1000. grundspilskamp i træk.

Det udvider den rekord, han allerede sidder tungt på. Nummer to på listen er legenden Michael Jordan med 866 kampe.

James endte på 26 point i opgøret mod Spurs.

Lakers vandt opgøret på hjemmebanen i Los Angeles med cifrene 121-107.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.