Bortførelser

Kvinde stærkt forslået efter bortførelse

HOLSTEBRO:En ung kvinde blev tidligt lørdag morgen bortført, gennembanket og forsøgt voldtaget i Holstebro. Ukendte gerningsmænd tog fat i kvinden på åben gade efter at have overfaldet hendes kæreste. Først efter mere end tre timer kom hun fri. - Hun er meget ilde tilredt. Hun er så forslået, at hun har svært ved at se ud af øjnene, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, som beder om hjælp fra offentligheden i den usædvanlige sag. Umiddelbart har offeret ikke været i stand til at fortælle politiet, hvor mændene kørte hende hen. Gerningsmændene er muligvis polakker, og en politipatrulje anholdt lørdag en polsk mand for at få undersøgt hans forhold, men det var usikkert, om han havde noget med forbrydelsen at gøre. Ved synet af politiet forsøgte han og en kammerat at stikke af. Forløbet begyndte cirka klokken 20 minutter i fire på Hulvejen midt i Holstebro. Her blev kvinden, der er 21 år, og hendes kæreste overfaldet. Det lykkedes kæresten at slippe væk, men mændene fik fat i kvinden og trak hende ind i en bil, som muligvis var en sølvgrå Skoda Octavia stationcar. Ved syvtiden dukkede kvinden, der var stærkt forslået, op ved et hus i Mejrup, som ligger lidt øst for Holstebro. Herfra fik hun tilkaldt hjælp og kom senere til behandling. /ritzau/