Hestesport

Kvinde til tops ved DM

Stik mod forhånds-chancerne blev Aarhus-kusken Louise Sørensen mandag aften dansk mester for jockeyer på NKI Racing Arena i Aalborg.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Louise Sørensen på sejrspodiet flankeret af Kenneth Andersen (t.v.) og Casper Jensen (t.h.). Foto: Ole Hindby

Ene kvinde udfordrede hun ni mandlige konkurrenter og blev den første kvindelige danske mester for jockeyer. Louise Sørensen var i føring inden sjette og sidste afdeling, hvor hun fjernede enhver tvivl om udfaldet med sejr med Bo Westergaard-trænede Michelle De Champs. Louise Sørensen satsede hele butikken med tidligt angreb i sporene, og hendes hest ramte dagen og tålte det offensive oplæg. En glad Louise Sørensen skar mållinjen som vinder, og velfornøjet var også en enkelt V5-spiller i Danmark. Vedkommende som var alene i det ganske land om fem rigtige. Belønningen 200.000 kroner fra Danske Spils gevinstgaranti på 200.000 kroner til en solovinder. Det kostede Danske Spil over 140.000 kroner, da V5-omsætningen i Aalborg var på lavblus med 88.359 kroner. - Det er naturligvis mit hidtil højdepunkt i travsporten, smilede Louise Sørensen, da guldet var hjemme. Pigen fra Smilets By vandt med 28 points fulgt af sidste års mester, Aalborg-kusken Kenneth Andersen med 23 points og med Casper Jensen på bronzeplads med 20 points. Kvinderne er i markant mindretal i dansk travsport i forhold til galopsporten i Danmark, hvor der er flere kvinder end mænd, som lever af at træne heste. Louise Sørensen kører også kun et fåtal travløb til hverdag. Ikke en gang løb med hendes egen hest. Den overlader hun til mandlige kuske. Men mandag aften viste Louise Sørensen, at hun godt kan svinge taktestokken i en sulky. Med frisk og uimponeret kørsel blev hun en fortjent dansk mester.