Kvinde tiltalt for spritkørsel

Færdselsforseelser 26. september 2002 08:00

FJERRITSLEV: En 52-årig kvinde fra Fjerritslev, der ved byretten i Fjerritslev er blevet tiltalt for spirituskørsel med en alkoholpromille på 1,59, nægter sig skyldig. I retten har hun forklaret, at hun en dag efter arbejde havde drukket et glas rødvin for at falde lidt til ro, men da dette ikke hjalp, havde hun yderligere drukket en kop med snaps og bitter. Hun havde taget sig en lur på arbejdspladsen i Himmerland, inden hun begav sig mod Fjerritslev. Forinden havde hun fyldt en halvliters colaflaske med snaps og bitter, som hun tog med sig. På Aarsvej i Løgstør var koblingen på bilen gået i stykker, og hun havde prøvet at få bilen igang igen. Bagefter tog hun nogle slurke af flasken med snaps. Efter kvindens opfattelse var den konstaterede alkoholpromille et resultat af det kvantum spiritus, hun havde drukket efter at have standset bilen. En mandlig bilist var indkaldt som vidne. Han var kommet til stedet og så kvindens bil holde i hans kørebane. Han havde tilbudt at køre kvinden hjem, men det afslog hun. I stedet tog han hendes bilnøgle i forvaring og tilkaldte politiet. Vidnet havde ikke set hverken set kvinden drikke af den medbragte snaps, og han havde heller ikke set nogen flaske. Efter vidnets forklaring anså anklageren ikke, at det var efterforbruget der var skyld i den høje promille og påstod kvinden dømt efter anklageskriftet med en bøde på 10.000 kroner og frakendelse af kørekortet i to år. Med henvisning til kvindens egen forklaring plæderede forsvareren for frifindelse og højst en betinget frakendelse af kørekortet. Der vil blive afsagt dom i dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...