Kvinde truet med pistol og kniv

ROSKILDE:Tre unge i alderen 15 til 17 år er anholdt for et hjemmerøveri mod en kvinde i Store Heddinge på Stevns søndag aften. Da det bankede hårdt på døren lidt efter klokken 22, åbnede kvinden på klem, men en person med en pistol pressede sig inden for og forlangte at få nøglerne til kvindens bil. Også to andre kom inden for. Den ene havde en kniv, og også han krævede nøglerne til bilen, selv om offeret, en 52-årig kvinde, ikke har en bil. Senere på aftenen så en politipatrulje en af røverne ved en lejlighed i Store Heddinge, og her anholdt betjentene derefter i alt tre unge fra Hvalsø og Strøby. De erkendte røveriet, hvor udbyttet i øvrigt bestod af kvindens pung, en mobiltelefon, handsker og en pakke cigaretter. /ritzau/