Kvinde ville hoppe i Limfjorden

52-årig mand fik talt 19-årig til ro, indtil beredskab kunne redde hende fra at springe fra bro

Jens Hukiær
Arkivfoto: Jan Pedersen
Redningsberedskab 10. januar 2018 06:47 - Opdateret 10. januar 2018 07:30

AALBORG: En 19-årig kvinde blev tidligt onsdag morgen talt fra at springe i Limfjorden fra Limfjordsbroen.

Alarmen kom til politi og beredskab klokken 05.25.

- Vi blev alarmeret af en mand, der stod på Limfjordsbroen, hvor manden havde kontakt til en ung kvinde, som stod på ydersiden af gelænderet og sagde, at hun ville springe i fjorden. Manden talte med kvinden samtidig med, at han alarmerede os, forklarer vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi, der via broens overvågningskamera, som styres fra politigården, kunne følge med i hele optrinnet.

- Kvinden skulle bare slippe sit tag i gelænderet, så var hun faldet i fjorden, fortæller vagtchefen.

Nordjyllands Beredskab blev tilkaldt, og da de ankom, lykkedes det for to af redderne at få tag i kvinden og løftet hende over på den rigtige side af gelænderet, så hun kom i sikkerhed.

- Kvinden var meget ulykkelig, men hun er foreløbig blevet kørt til Aalborg Universitetshospital til et tjek, forklarer vagtchef Per Jørgensen, der roser den 52-årige mand for hans indsats med at tale den unge kvinde til ro, mens redningsberedskabet nåede frem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...