Udland

Kvindebortfører idømt livsvarigt fængsel

Ariel Castro, der holdt tre kvinder som gidsler i Cleveland, er blevet idømt livsvarigt fængsel plus 1000 år.

Kvindebortfører idømt livsvarigt fængsel

En dommer i Ohio har torsdag aften idømt kvindebortføreren Ariel Castro livsvarigt fængsel plus 1000 år for mishandling, voldtægt og for at holde tre kvinder indespærret i 11 år.

Ligesom han er blevet dømt for at have sparket en af de tre kvinder så hårdt i maven, at hun aborterede sit barn.

Dommeren, Michael Russo, lagde ikke skjul på, at Ariel Castro er en farlig mand, der ikke kan begå sig i samfundet.

- Sir, der er intet sted i denne by, intet sted i dette land, og i allerhøjeste grad heller ikke et sted i denne verden til dem, der holder andre som slaver. Dem, der misbruger andre og dem, der brutaliserer andre.

Torsdagens retsmøde blev ekstra følelsesladet, da en af de tre indespærrede kvinder, 32-årige Michelle Knight, fortalte, hvordan Ariel Castro havde gjort hendes liv til et helvede.

- Jeg levede 11 år i helvede. Nu er dit helvede kun lige begyndt, sagde Michelle Knight i et udtalelse, som hun læste op i retten.

Dommen kommer en uge efter, at Ariel Castro accepterede en livstidsdom i et forlig med anklagemyndigheden.

Dermed undgik han dødsstraf, og samtidig vil han heller ikke få mulighed for at blive prøveløsladt.

- Det, som vi har ønsket var, at vi ikke skulle gennem alle de slibrige detaljer. Derfor er mr. Castro gået ind på en livstidsstraf uden mulighed for benådning, har hans forsvarer, Craig Weintraub, tidligere udtalt.

Den 53-årige Castro sagde under torsdagens retsmøde, at han ikke er et monster, men en syg person, der er afhængig af porno og sex.

Castro erklærede sig skyldig i 937 anklagepunkter.

Dagbøger, skrevet af de tre kvinder, har hjulpet den amerikanske anklagemyndighed med at beskrive deres lidelser i et dokument, som er blevet offentliggjort forud for domsforhandlingerne torsdag.

De tre kvinder - den 23-årige Gina DeJesus, den 32-årige Michelle Knight og den 27-årige Amanda Berry - forsvandt i 2002, 2003 og 2004. De var dengang henholdsvis 14, 16 og 20 år gamle.

De blev befriet fra Castros hjem i et arbejderkvarter i Cleveland den 6. maj, da det lykkedes den 27-årige Amanda Berry at slippe ud af huset ved at trygle en nabo om hjælp.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.