Bortførelser

Kvindebortfører risikerer tiltale for drab

Den mistænkte kvindebortfører i Cleveland risikerer at blive tiltalt for drab på ufødte børn

Den amerikanske anklagemyndighed vil forsøge at tiltale Ariel Castro fra Cleveland for drab, fordi han med vold fik sine ofre til at abortere. Arkivfoto: Scanpix

Den amerikanske anklagemyndighed vil forsøge at tiltale Ariel Castro fra Cleveland for drab, fordi han med vold fik sine ofre til at abortere. Arkivfoto: Scanpix

CLEVELAND:Den amerikanske anklagemyndighed vil forsøge at tiltale kvinde-bortføreren fra Cleveland for drab, fordi han med vold fik sine ofre til at abortere.

Hvis den 52-årige Ariel Castro kendes skyldig, risikerer han at blive idømt dødsstraf.

- Amtet vil forsøge at få rejst tiltale for hvert eneste tilfælde af seksuel vold og alle forsøgte drab, samt for ethvert af de drab, han begik ved at bringe graviditeter til ophør med vold, siger anklageren fra Cuyahoga County, Timothy McGinty, torsdag.

Kort retsmøde

- Virkeligheden er, at vi stadig har brutale forbrydere i vores lokalsamfund, der ikke har respekt for loven eller menneskeliv. Loven i Ohio opfordrer til dødsstraf for de mest brutale forbrydere, der eksempelvis begår mord i løbet af en bortførelse, tilføjer han.

Den arbejdsløse buschauffør Ariel Castro er sigtet for bortførelser, voldtægter og indespærringer af tre unge kvinder, der har været fanger i hans hus i den amerikanske storby i et årti. Amanda Berry, Michelle Knight og Gina DeJesus slap fri mandag.

Ved retsmødet tidligere torsdag, der kun varede nogle få minutter, blev der fastsat en kaution på otte millioner dollar (45,5 millioner kroner), som sikrer, at den 52-årige forbliver varetægtsfængslet.

Udsultet og slået

Kidnapningsofferet Michelle Knight har fortalt, at hun blev udsultet og slået, mens hun var gravid under sin indespærring. Det fremgår af en politirapport, som tv-stationen CNN har fået adgang til.

Hele fem gange skal Knight være blevet gravid i løbet af det årti, hun sad indespærret. I disse perioder skal hun have oplevet at sulte i perioder på over to uger. Derefter skal hun have være blevet slået gentagne gange af Ariel Castro.

På denne måde ville han angiveligt sørge for, at hun aborterede.

Født i plastbalje

Castro reagerede imidlertid anderledes, da en af de andre bortførte kvinder, Amanda Berry, blev gravid. Han bestemte, at barnet skulle beholdes, og Knight fik besked på at være jordemor.

Barnet skal være blevet født i en plastbalje, og da den lille pige et øjeblik ikke trak vejret, truede Castro angiveligt med at dræbe Knight, hvis hun ikke fik liv i barnet igen.

Det lykkedes for Knight, og mandag slap den nu seksårige pige sammen med de andre tre ud af sit fængsel.

- Det er min pligt at søge retfærdighed, siger McGinty.

/ritzau/