Kvindefigurer

Kunst 26. september 2002 08:00

kunst Gotz og Thordarson På en forunderlig måde formår Grazyna Gotz at få meget urolige billedelementer og en bred palet samlet i sine malerier, så de udstråler ro. Det skyldes sikkert kompositionen, som næsten bliver tredimensionel. De bageste lag danner en komposition, et rum, indad i billedet, mens de yderste lag markerer kompositionen i fladen. Baggrundslagene er diffuse farveflader oftest i sarte farver men i et utal af nuancer. Det yderste lag består mest af tyndere penselstrøg, som danner en mængde figurelementer, der ikke umiddelbart ligner noget kendt. Til sammen angiver lagene nogle billedrum, som lidt efter lidt kan blive til mange forskellige forestillinger og billeder i beskuerens hoved. Maleriet Fragment 1 kan således med sine rytmiske, vandrette penselstrøg i sort og orange sætte den røde, menneskelignende figur i bevægelse fra venstre til højre. Men hvor foregår det? Ja, det må den enkelte selv finde ud af. Liné Ringtved Thordarson er kunstneren bag de viste bronzeskulpturer. Der er mange fællestræk mellem værkerne. Det mest åbenlyse er motivet, kvindefiguren. De fleste er i helfigur, nogle med hoved og arme - nogle uden og enkelte uden hoved, men med arme. Og så er der en enkelt torso. De er alle langstrakte, hvilket ikke kan undgå at lede tanken hen på Giacomettis skulpturer. I det lyse rum får de høje, smalle og mørke skulpturer helt automatisk en grafisk virkning, som var de malet op med enkle, tynde penselstrøg. Selvom de fleste af værkerne har fået skåret detaljerne ned til et minimum, er der ingen tvivl om, hvad værkerne udtrykker. Torsoen, "At ældes med Ynde", viser en kvindekrop, der rank og med stolthed lader sit brugte skød beskue. Tre generationer af kvinder, er det eneste værk med gruppefigur. De tre generationer står i rundkreds med armene bredt ud mod hinanden. Pigens arme er løftet mod de to andre, den voksne kvindes arme er bredt ud og formet som en slags vinger, der beskytter og den gamle kvindes arme er sænket. Med meget få virkemidler får Liné Ringtved Thordarson således fortalt historien om livets cirkel og om kvindens rolle heri. Det er ikke så ofte man støder på selvportrætter i skulptur, men her er altså et af slagsen. Og hvor er det befriende, at Liné Ringtved Thordarson tør fremstille sig selv rank og stolt med halsen skudt bagud og brystet frem. En enkelt skulptur skiller sig ud fra de andre. Dens proportioner er mere korrekte i forhold til menneskefiguren og så er den mere detaljeret end de andre. Overfladen er meget ujævn, man ser her tydeligt, hvordan kunstneren lerklat efter lerklat lader skulpturen tage form. Den hedder Divine og ja, den er så smuk, at den godt kan kaldes guddommelig. Alice Bergholt Nilsson kultur@nordjyske.dk Grazyna Gotz, maleri Liné Ringtved Thordarson, skulptur Galerie Soto

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...