Kvindehumor uden hæmninger

"Frækkere i 2'eren"

Pigernes svar på "Ørkenens Sønner": Kaya Brüel, Sofie Lassen-Kahlke, Anne Louise Hassing og Trine Gadeberg.

Pigernes svar på "Ørkenens Sønner": Kaya Brüel, Sofie Lassen-Kahlke, Anne Louise Hassing og Trine Gadeberg.

Det måtte jo komme, pigernes svar på "Ørkenens sønner". Vase og Fuglsang har skrevet teksterne til City Singlers pendant, forbløffende tekster, voldsomme tekster, frimodige tekster, der har massevis af sproglig fantasi, gode idéer og storartede pointer. Ebbe Ravn har komponeret hovedparten af musikken. Her er mandehørm erstattet med kvindeodør, og det har de fire City Singler efter eget udsagn masser af erfaring i. Det er et show uden hæmninger. Det sprutter, og det syder, det emmer, og det damper af sex og mødreproblemer, når Snehvide, Askepot og Rapunzel lufter deres problemer som nyslåede mødre. Deres forhold er baseret på Paulus" udsagn om, at manden ikke er skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. Kun Tornerose har fundet prinsen på den hvide hest i et moderne ægteskab og er hverken nedkørt, udtrådt eller medtaget. Det er et elegant show, der har en helt fantastisk timing, enorm elegance og en strålende scenisk fremtræden. Selv Trine Gadebergs letfærdige nummer "Menneskets bedste ven" om hundedressøren, der har uddannet sig om sexolog, slipper igennem uden at blive lummert. Det går også for Bettina og Betina fra Brønderslev, når Anne Louise Hassing sammen med Trine Gadeberg viser en gang solid jysk bondage, men der skal ikke meget til, før sådanne numre tipper. Der er tekster med både Trine Gadeberg, Anne Louise Hassing, Sofie Lassen-Kahlke, som er direkte årsag til en række overvejelser om situationen efter en fødsel Den nytilkomne Kaya Brüel, som passer som hånd i handske ind i teamet, om fødsler med diverse former for hjælp, og en ren lokumstekst om vaner og typer, den sidste måske nok morsomst i anslaget, men svagest i pointen. Man kan mukke, og man kan snerre, man kan fnyse, og man kan klandre. Man kan såmænd nok også gå hen og blive forarget, for pigerne går til stålet, men man kan ikke komme uden om, at dette show er udført med talent af disse hoftebredt henvandrende mirakler i menneskeskikkelse. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk "Frækkere i 2'eren" Instruktion: Jens Frausing Koreografi: Peter Friis Scenografi: Allan B. Nielsen City Singler i Aalborghallen lørdag og søndag aften.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.