Kvindelig cyklist dræbt af lastbil på Fyn

I et vejkryds i Odense er cyklist blevet påkørt af lastbil. En 86-årig kvinde er dræbt.

Kvindelig cyklist dræbt af lastbil på Fyn

En kvinde på 86 år er død, efter at hun torsdag eftermiddag på sin cykel blev ramt af en svingende lastbil.

- Der er tale om en lokal kvinde, og de pårørende er blevet underrettet, fortæller vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi til Ritzau.

Ulykken skete i krydset mellem Hjallesevej, Munkerisvej og Hunderupgade. Kvinden kom kørende ad Hunderupgade i samme retning som lastvognen.

Bag rattet i lastbilen sad en 48-årig mand fra Jylland, som overså kvinden, da han svingede til højre ad Hjallesevej.

Den ældre cyklist kom ind under lastbilen, og hun var død, da politiet og ambulancefolkene ankom til stedet.

Politiet skal nu tage stilling til, om sagen skal have et juridisk efterspil for chaufførens vedkommende. Det kommer an på, om han har overtrådt færdselsloven.

- Vi har ikke taget stilling til det endnu. Han er blevet afhørt, og senere vil vi tage stilling til, hvad der eventuelt skal rejses af sigtelse, siger Hans Frederiksen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.