Kvindelig cyklist dræbt under lastbil

En lastbilchauffør risikerer nu at blive varetægtsfængslet efter en dødsulykke på Midtsjælland.

19. juni 2012 22:18 - Opdateret 19. juni 2012 22:20

Kvindelig cyklist dræbt under lastbil

Det kom til at koste en 65-årig kvinde livet, da hun tirsdag eftermiddag blev kørt over af en lastbil i Hvalsø på Midtsjælland.

- Vi har ikke fuldt ud klarlagt, hvad det er, der er foregået derude, siger vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Det var muligvis under et højresving, at den bulgarske chauffør ramte cyklisten.

Kvinden blev fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalet, men hendes liv stod ikke til at redde.

Chaufføren vil først onsdag blive afhørt i detaljer ved hjælp af en tolk, og så tager politiet stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør, sigtet for uagtsomt manddrab.

En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet, og politiet er nu ved at undersøge lastbilens computer. Samtidig er der taget blodprøve af chaufføren.

- Der bliver sat en del i værk, når der er tale om en så alvorlig sag, siger vagtchefen.

Der var tilsyneladende ingen vidner til dødsulykken, og derfor er det stadig uklart, præcist hvordan cyklisten blev ramt af lastbilen.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...