Kvindelig patient dømt for knivoverfald på sin læge

Aalborg 1. september 2005 06:00

AALBORG: Et dramatisk knivoverfald kostede i går en 29-årig kvinde fra Aalborg en dom på psykiatrisk behandling. Kvinden blev således i Retten i Aalborg dømt for forsøg på grov vold. Det voldelige overfald fandt sted 13. oktober 2004. Den 29-årige kvinde trængte ind i konsultationen hos sin kvindelige læge i Aalborg Øst. Hun havde medbragt en kniv på ikke mindre end 16,5 cm. og forsøgte at stikke lægen ned. Den kvindelige læge værgede godt for sig og søgte bl.a. at undslippe voldskvinden ved at søge dækning bag en stol. Selv om der blev hugget ud efter lægen, blev hun dog ikke ramt af den rasende kvinde. Baggrunden for overfaldet var, at overfaldskvinden følte sig afvist af sin kvindelige læge. Kvinden havde i en årrække døjet gevaldigt med rygsmerter, og ifølge hendes egen forklaring var hun igennem de seneste tre år blevet afvist af lægen. Den 29-årige har psykiske problemer, og i forbindelse med den aktuelle sag blev hun mentalundersøgt. Denne undersøgelse slog fast, at hun ikke er strafegnet. Og på den baggrund kom dommen altså til at lyde på psykiatrisk behandling uden nogen tidsfastsættelse. Kvinden er i øvrigt ikke dømt tidligere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...