Kvindelige eventyrere fejrer 50 års fødselsdag

47 eventyrlystne kvinder fejrer deres forening

Danmark 12. december 2004 05:00
KØBENHAVN: Foreningen Danske Kvindelige Æventyrere fylder 50 år i dag, søndag. De kvindelige eventyrere organiserede sig næsten på dagen 16 år efter, at polarforskeren Peter Freuchen 13. december 1938 havde taget initiativ til at stifte The Adventurer's Club of Denmark, kendt som Eventyrernes Klub. Danske Kvindelige Æventyrere blev stiftet 12. december 1954. Klubbens første formand var Ada Dornonville de la Cour, og næstformand var Anna Ventegodt, der må betragtes som den egentlige grundlægger af klubben. Med i foreningens første år var også den olympiske fægter, Ellen Osier, samt Harriet Førslev, som var den første danske kvinde i Danmark, der fik flyve- og svæveflyvercertifikat, og Gerda Wærum, der var den første danske kvinde med eget fly. Blandt de første medlemmer var også jordemoder Netta Nielsen, dronning af Thule og grønlænder, der bl.a. deltog i Knud Rasmussens ekspeditioner, samt distancesvømmer Asta Winckler, der svømmede 24 km mellem Cape Town og Robben Island. I dag har klubben 47 medlemmer. Blandt dem er Bettina Aller, der blandt andet er gået på ski til Nordpolen, og Lene Rishede, der red 5000 km fra Mongoliet og hjem til Danmark. Endvidere piloten Simone Aaberg Kern, der blandt andet fløj fra Lille Skensved til Kabul i sin 40 år gamle Piper Colt i december forrige år. Ved at knytte kontakter til tyrkiske generaler og iranske flyveledere lykkedes det Simone at flyve igennem luftrummet over Afghanistan for til slut at konfrontere det amerikanske flyvevåben, som kontrollerer Afghanistans luftrum. Blandt medlemmerne af Danske Kvindelige Æventyrere i dag er Elsebeth Finnick, der har redet på kamel med saltkaravanen gennem Sahara, og Nina Rasmussen, der blandt andet har kørt fra Cape Town til Cairo på motorcykel og Albanien rundt på knallert. Senest har hun kørt Kurdistan rundt i Citroën 2CV kort efter Sadam Husseins fald. Med hos de kvindelige eventyrere er også Ruth Hagerup Andersen, der har sejlet på de syv have i 17 år med ex-manden, Troels Kløvedal, og deres to fælles børn. /ritzau/
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...