Litteratur

Kvindelige komplikationer

Kirsten Thorup

Bogens forside.

Bogens forside.

Det er på mange måder en udmærket bog, Marianne Juhl har skrevet om Kirsten Thorup, men udtømmende er den ikke. Svagheden ved bogen er for det første, at Marianne Juhl ikke beskæftiger sig med Kirsten Thorups stil, den bredde og ro, den stemningsfylde, den lidenskabelige styrke, der røber Kirsten Thorups personlighed. Kirsten Thorup er jo ikke en stilistisk afholdskvinde. Dernæst har jeg svært ved at finde ud af, hvad Marianne Juhl forstår ved ordet TEMA. Hun begynder sine analyser med at beskæftige sig med temaerne identitet, flugt og familie. Mon der slet ikke er nogen forskel mellem tema og motiv i Marianne Juhls litterære univers? Og nu jeg er ved svaghederne: Jeg forstår ikke, hvorfor Marianne Juhl strukturerer sin bog på den måde, at hun først gennemgår forfatterskabets tværgående temaer over ca. 120 sider og dernæst hver enkelt roman over det samme antal sider. Det er, som kommer det samlende, konklusionen, før analyserne. Endelig fylder referaterne af bøgerne inklusive overlappende gentagelser for meget. Men - og det er nok vigtigere end de ovennævnte indvendinger: Marianne Juhl er en god læser, der ikke læser sig selv ind i forfatterskabet. Analyserne bærer præg af objektiv vurdering. Vigtigt i forfatterskabet er portrætterne af de mange kvinder, der på grund af opdragelse og miljø kommer ud i en personlig splittelse, fordi de på én gang er bundne af opdragelsens syn på kvindens opgaver og af trangen til kunstnerisk udfoldelse. I det modsætningsforhold går mange af Kirsten Thorups kvinder til grunde. Det belaster dem med både en skyld- og en skamfølelse, som de arbejder med, som de analyserer uden at kunne frigøre sig fra disse følelser, fordi de mener, at de bunder i et valg, de på et tidspunkt i tilværelsen gjorde forkert. Deres reaktion er da typisk, at de i første omgang prøver at fortrænge det ved at bilde sig selv ind, hvor rigtigt valget var dengang, og dernæst forsøger de at finde frem til en forklaring på, hvorfor de dengang valgte, som de gjorde, men en løsning finder de ikke. Man kan ikke skrue tiden tilbage og finde beslutningsmomentet rent. Det er altid kompliceret af tusindvis af ikke længere tilgængelige årsager. Og hovedårsagen til disse kvinders komplikationer er familien. Marianne Juhl har også fat i noget centralt, når hun hævder, at Kirsten Thorups forfatterskab udfolder sig i et univers, hvor mange ting kan relateres til hendes private oplevelser, mens andre er langt fra hendes eget liv. Men ofte er der tale om granskninger i sammenhæng mellem miljø og udfoldelse. Først sent i forfatterskabet - med romanen ”Førkrigstid” fra 2006 graver hun endnu dybere: hun skriver om sine forældres generation, om Dinna og hendes historie, og den historie kender vi, for det er de tidligere romaner om ”Lille Jonna”, ”Den lange sommer” og ”Den yderste grænse”. Trods de indledende indvendinger må jeg konkludere, at Marianne Juhls bog er den bedste analyse, der hidtil er foretaget af Kirsten Thorups forfatterskab. Den har bredde, den har dybde, og den har perspektiver. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Marianne Juhl: ”Kirsten Thorup” 304 sider, 299 kr. Gyldendal.