Kvindelige SF-vælgere tvivler på krydset ved næste valg

Langt flere kvinder end mænd har mistet tilliden til SF og det rammer partiet ekstra hårdt ifølge forsker.

Kvindelige SF-vælgere tvivler på krydset ved næste valg

Regeringsmagt og intern uro har især kostet SF kvindelige vælgere.

29 procent af de kvinder, som stemte på SF ved folketingsvalget i 2011, er i dag i tvivl om, hvilket parti de vil stemme på, hvis der var valg i morgen.

Det skriver Avisen.dk.

En væsentlig mindre del af de mandlige SF-vælgere fra 2011 - 19 procent - har mistet tilliden til partiet uden at have fundet et nyt politisk ståsted.

Men sammenlagt er SF suverænt det parti, der har skabt flest politiske tvivlere siden folketingsvalget.

Det fremgår af en undersøgelse, som YouGov har lavet for Ugebrevet A4 og Avisen.dk.

Selv om SF i det seneste halve år har haft en kvindelig leder, Annette Vilhelmsen, overrasker det ikke valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet, at det især er kvinderne, der er begyndt at tvivle på, om SF er det rigtige for dem.

- Vi ved jo fra undersøgelser, at kvinderne er mere røde og venstreorienterede end mænd. Og man kan ikke sige, at det er i den retning, regeringens politik går i øjeblikket, siger han til Avisen.dk.

Det rammer SF ekstra hårdt, når kvinderne falder fra, fordi partiet traditionelt lever højt på kvindelige stemmer, påpeger Rune Stubager.

- Groft sagt var to tredjedele af SF's vælgere kvinder ved folketingsvalget i 2011. Det er den mest markante kønsforskel for noget parti i Danmark. Så nøglen til fornyet fremgang for partiet ligger i at få kvinderne tilbage i folden, mener han.

Politisk ordfører for SF, Jonas Dahl, forstår godt, at vælgerne er blevet skræmt væk af den interne ballade i partiet. Og han er opmærksom på, at der ligger en særlig udfordring i at få skabt ny tillid hos de kvindelige vælgere.

Det skal blandt andet ske ved at mane den "'arbejderisme", som de nu frafaldne SF-profiler har stået for, i jorden, mener SF-ordføreren.

- Jesper Petersen & Co. har villet rejse en diskussion om, at SF skulle være et parti for privatansatte arbejdere og ikke til gavn for sygeplejersken og andre offentlig ansatte. Det har ikke hjulpet på vores appel til kvinderne, siger Jonas Dahl.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.