Redningsvæsen

Kvinden med falckeblikket

Døden er nærværende og en del af jobbet for Diana Sørensen - murermesterens datter fra Vrå - som er højt i hierarkiet hos Falck.

16
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

For at få lov at køre på motorcykel med Diana bagpå helt til Nordkap i 2002, måtte Carsten sige ja til bryllup året efter.

Det var et døgn i Aalborg, der gav udslaget. Det var et døgn med et menneske, der døde og med mennesker, der gjorde alt for at redde livet for både den, der endte med at gå bort og dem, der blev stående tilbage. - Efter det døgn i Aalborg var det afgjort. Jeg troede, mit job var vigtigt, men den måde, redderne gik ind i hjemmet på, mødte familien, hjalp, støttede... Det var højtideligt og praktisk på samme tid. De gjorde noget. De gjorde en forskel. Det var i 2001, og kort efter sagde Diana Sørensen, 35 år, farvel til en sikker karriere som universitetsuddannet embedsmand og lod sig indhulle i redningskorpset. Først som stationsleder i Skive, siden steg hun så hastigt i graderne, at hun per 1. februar i år blev den første kvindelige regionsdirektør i Falck nogensinde, da hun begyndte som chef for Falck i hele Nordjylland. - Man ved ikke, om man kan, før man står midt i det, konstaterer hun, der kunne, da det gjaldt og stadig kan. Det mærker man umiddelbart, når man møder hende. Når man selv har født den mellemste af sønnerne i en ambulance og oplevet at få den ældstes liv reddet af reddere i selvlysende uniformer på en mørk norsk landevej, stoler man på sin fornemmelse for redningsfolk og fæ. Og hun åbner sig selv og sit hjem med en professionel afventen, der kun dårligt dækker varmen underneden, og som med det samme vækker en tillid til, at hun både kan danne sig et overblik, bevare det og samtidig hele tiden have det væsentligste for øje: Andre menneskers liv, deres bankende hjerter. Foran terrassedøren ligger hendes to små liv, tvillingerne Laura og Emilie, og basker med arme og ben, som seks måneder gamle glade babyer gør, når nysgerrige besøgende beder om deres opmærksomhed. De er hjemme i de sidste dage af deres barsel sammen med deres mor, der godt ved, at det er i den kommende tid, at hun selv, hendes ambitioner, livskraft, ægteskab og familiebånd skal stå alle de prøver, der tænkes kan. Hvor det før har været hende og gemalen og to gode job, er det nu dobbelt op og så en stor lederstilling oveni. Men hun vil. Og “vi indretter os”, som hun siger. Man tror hende. Og vil, at hun lykkes. Fordi vi alle får brug for ambulancer. Og da er det godt, de styres af en som hende. Selv om det ikke lige var det, der var planen med murermesterdatteren fra Vrå, er der tydelige træk helt tilbage. Et mønster, hvor man kan se Diana af i dag i det barn, der gik egne veje og gerne i trods. På en pæn måde, forstås. Afvejet og overvejet. Uden den store dramatik. Faktisk var døgnet i Aalborg med det tragiske hjerteanfald i en lejlighed på Vesterbro første gang, Diana var ude at køre med en ambulance. Hun kendte til de firhjulede livreddere, da hun i et par år havde forhandlet ambulancekørsel med Falck som en del af sit job i Viborg Amt. Hun havde også skrevet speciale i offentlig administration på universitetet om, hvorfor det danske sygehusvæsen var organiseret sådan, at mennesker døde, mens de stod på venteliste for at få deres hjerte opereret. Hun havde uddannet sig til at tage sig af de syge, ikke af dem selv direkte, men af det system, de var i. Så omsorgen var der et sted i hende, men den umiddelbare følelse af at gøre en forskel var ikke en del af jobbet. Den druknede i papirer og oplæg til politiske beslutninger og budgetter, og hun “kunne ikke se mig selv sidde i denne her stol i 25 år mere.” Så da hun under en forhandling med Falck fik tilbuddet om at køre med i en ambulance et døgn i 2001, sagde hun ja. - Man vælger egoistisk, når man vælger job. Selvfølgelig gør man det. Og jeg bliver nærmest høj, når jeg står overfor store opgaver, hvor det handler om liv og død. Døden er meget nærværende? - Ja, men det er livet, vi er fokuseret på. Vi tænker ikke på døden, når vi er derude. Det er livet, de levende, de efterladte, vi arbejder for. Det er dem, vi kan gøre noget for. Det værste er, hvis I ikke kan gøre noget? - Hjælpeløsheden slår hårdt. En ulykke, hvor vi ikke kan redde, gør ondt. Vi er vant til at være dem, der hjælper. Kan vi ikke det, bliver døden virkelig på en helt anden måde. Har du oplevet det? - Ja, og det var det værste, jeg har været udsat for. Det var 21. juli 2003. En lastbil var kommet i slinger nær Kongenshus Mindepark (ved Kjellerup, red.) og havde ramt en minibus. Jeg fik et opkald fra vagtcentralen om, at de var gået i brand. På vej derud i bilen forbereder jeg mig på den hårde opgave, hvad vi skal gøre, hvordan, jeg kan se røgsøjlen. Jeg var den første af os, der kom derud. Jeg ser en del mennesker stå ved den brændende minibus og tænker, at det var fint, at de er kommet ud, men da jeg kommer tættere på, kan jeg se det på dem. De havde ikke fået nogen ud. Da vores folk kom, kunne de bare slukke branden og bjærge ligene. Det er en helt anden opgave? - En barsk en, ja, også at stå der og vente... Jeg kunne trods alt gøre noget for nogen. Jeg er også uddannet psykologisk akutvagt og kørte hen for at tale med de pårørende på plejecenteret (Virklund ved Silkeborg, red.), hvor bussen kom fra. Der var ni, der døde, de var ikke unge, men det var så råt. Det var meget voldsomt for os alle sammen. Det er det også, når børn dør. Da kører der en film inde i mange af os, om det nu var et af vores egne børn eller børnebørn. Vi skal ikke kunne sætte os ud over alt. Vi skal kunne blive berørte. Ved debriefingen dagen efter busulykken fortalte Diana Sørensen, der var stationsleder, at hun ikke havde sovet ret godt om natten. At en chef viser sårbarhed var ikke hverdag på stationen i Skive. Og heller ikke andre steder i Falck for den sags skyld. Eller på ret mange chefgange landet over. Verden over. Men hun vovede, den unge leder. Tog livtag med alle fordomme om unge, kønne, kvindelige ledere med akademisk baggrund og stod der og talte til hærdebrede mænd med mange år i uniform om følelser. - Det var da en kulturomvæltning. Men det lykkedes. Hvorfor? - Falck er lidt som militæret. Der er respekt for titler, for ledere med striber på skuldrene. Når vi er ude på opgaver, er der ingen diskussion, så kører det. Respekten for det, man kan, er større end noget andet. Og du kan? - Som kvinde skal jeg først bevise, at jeg kan. Sådan er det. Det har jeg oplevet helt konkret ude ved brande. Hos dem, vi skal hjælpe og hos redderne. Men når jeg er indsatsleder, følger selv dem med mange, mange flere års erfaring end mig, trop. - Ellers kan vi ikke arbejde. Men der er kontant afregning. Når det går skidt - og når det går godt. - Jeg mærker også modstand, selvfølgelig gør jeg det, men lige nu er det en fordel, at jeg er kvinde. Hvordan det? - Det er så synligt, at jeg kommer med forandringer. At jeg er anderledes. At jeg mener, man skal gøre tingene på en ny måde. - En måde, jeg mener, kvindelige ledere generelt er bedre til. Og det er? - Jamen, vi behøver ikke stå forrest og tage æren. Vi vil hellere skubbe folk frem. Og vi går ikke så meget op i rang og titler, men lytter til alle lag og respekterer dem mere, oplever jeg. Vi ved, at det ikke nytter at være fordomsfuld, hvis man vil det gode samarbejde. Vi kender jo til effekten af at blive mødt med fordommene. Kvinder og kvindelige ledere får ofte at vide, at de vægter følelser mere end mænd. Gør du det? - Nej, egentlig ikke. Det er ikke sådan, at alle i vores verden drives af følelserne. Mange tror, at jeg også gør det. Måske fordi jeg er meget udadvendt og intuitiv, men det er tankekraften, jeg styrer med. Jeg er god til at gå ind og skaffe mig overblik, at afsondre terrænet og så beslutte og handle og gøre arbejdet færdigt. Jeg er ikke drevet af følelser, sådan er min profil ikke, men jeg ved, hvor afgørende de er. Og det stod du ved den morgen efter ulykken? - Jeg fortalte, at det her var det værste, jeg havde oplevet. At reddere er forskellige, og at der skal være plads til, at det værste for mig ikke er det værste for dig. De lyttede. Det var en meget stærk oplevelse den morgen. Helt anderledes end dagen før. Mens jeg arbejder, er jeg så fokuseret. Det er vi. Vi kan sidde og drikke kaffe og småsnakke om alt muligt rart og sjovt, men i det sekund, alarmen lyder, forandres ansigterne. Og vi er på. Men om aftenen gik det op for mig, hvad det egentligt var, jeg havde været vidne til, da jeg så det i tv-avisen. Indtil da havde jeg været mere optaget af de efterladte og af at tage hånd om mandskabet. Mærkede du da din egen dødsangst? - Egentlig ikke. Jeg havde brug for at tale med Carsten om det, og gjorde det. Og det er der måske mandlige reddere, der har sværere ved. De vil skåne dem derhjemme, så de bærer på meget selv. For meget, tror jeg. Men jeg får ikke genoplivet min egen angst for at dø. Jeg spekulerer selvfølgelig mere over, hvor sårbare, vi er. Hvor lidt, der skal til. Men jeg er ret nøgtern, og det forsøger jeg så at vende til noget positivt. At være sådan har jo den fordel, at jeg kan være i den ro, der er nødvendig f.eks. på et ulykkessted. Men dig selv, Diana? - Jeg bliver i stedet mere glad for alt det, jeg har. Jeg bliver mindre og mindre irriteret over de små ting. Jeg kan lade noget vente til i morgen. Jeg behøver ikke at have styr på alt. Men her er da utroligt ryddeligt og ordentligt? - Jo, men jeg øver mig... Jeg er ikke den, der kan gå fra et rodet skrivebord. Jeg ser struktur og orden som en befrielse. Det er let for mig at skabe struktur, men det er klart, at jeg skal øve mig i også at være tilfreds, selv om der er noget, der ikke lige passer ind. Det bliver du jo nødt til med tvillinger på et halvt år? - Det giver sig selv, ja. Nu er det ikke mig, der er vigtigst. Det har allerede ændret mig - jeg er ikke så forhippet på, at andre skal arbejde som mig. Nu kan jeg se, det kan være ok ikke at lægge møder før efter halv ni, når ens børn er afleveret, eller det kan være fint at svare mail eller lade være om aftenen. Der er noget, man lærer af at få børn, som man nok ikke kan lære på andre måder. En rummelighed. Emilie og Laura har siddet med ved kaffen, men er nu kørt med deres far en tur for at falde i søvn i barnevognen. De kom til verden ved kejsersnit efter 18 timer, er “sunde, raske og nemme” ifølge deres mor, der ikke vil lade dem “ændre hele vores liv”. De har været med til bryllup og fester, og de får ikke flere søskende end hinanden. - Det er da specielt at stå med sådan et lille liv mellem hænderne og skulle passe på det... Men vi har altid aftalt, at vi ville have to, så det er da herligt, at de kom på samme tid. Diana er gift med kæresten Carsten fra 1. g på Brønderslev Gymnasium. De har fulgtes ad siden. Nu er han underdirektør i finansierings- og leasingselskabet Krone Kapital og erkender på vendelbomål, at de da “går en smule op i” deres arbejde. Og da de begge er klare ledertyper, er det ikke småtimer, de lægger for deres lønsedler. Selv om hun nyder de små, har rastløsheden og manglen på daglig stress ramt Diana i flere måneder nu. - Der er ikke nok udfordring i at vælge mellem, om de skal have kjole eller bukser på... Nej, jeg mener det ikke negativt. Overhovedet. Jeg dur bare ikke til at være hjemme. Og pigerne skal have en glad mor. Jeg bliver ikke den, der går så meget op i lyserødt, men jeg har da tænkt over, at jeg må brede mig ud, når jeg nu har fået to piger. Men det kommer vel? Jeg er i en mandeverden og er glad for den, men har gode veninder og er i Ladies Circle, hvor jeg er sammen med andre erhvervskvinder. De lærer mig meget. Diana havde selv en glad mor, og hun gik hjemme, Ellen, oppe i parcelhuset i Vrå sammen med alle de andre mødre, der havde børn på alder med hendes. Det var en tryg opvækst, hvor Diana var den tydelige storesøster, som allerede tidligt valgte sin egen vej. Hun var ikke så piget som sine to yngre søstre, der gav kø på badeværelset. Hun var en “drengepige”, der ønskede sig ambulancer (og fik en, som hun elskede højt) og kørte traktor, fra hun var syv år ude hos morfar og den mormor, hun delvis modellerede sig selv efter. - Min mormor Nora var en meget stærk kvinde, der som enke klarede sig selv under ringe kår. Hun lærte os meget, og jeg havde mit fristed ude ved hende. Her kunne jeg være alene, arbejde, snakke. Hun holdt fast i at ville bestemme selv. Det er hende, jeg ligner... Jeg er jo her i trods. I trods? - Det lå ikke lige for, at murermesterens datter skulle i gymnasiet, men jeg holdt ved. Jeg ville. Jeg havde ambitioner og klarede mig godt i skolen, men var det ikke for min trodsighed - og min mormors - var jeg ikke her i dag. Men jeg har da også arvet min fars selvstændighedsgen og hans arbejdsmoral. Jeg ser mit job som “min butik”. Som storesøster førte hun altid an, satte i gang, satte hænderne i siden, som hun også tager sig i at gøre i dag. Men hun gjorde også allerede dengang sine opgaver færdige. Sådan er hun bare, men med “tiden er jeg blevet mere vild med forandringer og med at lede folk til at forandre sig”, siger hun, der også har en “meget stor tålmodighed”, sikkert af at “vokse op med de to søstre...” Mange, der kendte hende som barn, vil være overrasket over hendes karriere, mener hun. I skolen var hun nok dygtig, men ret tavs, og privat er hun stadig temmelig tilbageholdende. - Når jeg er så meget på i mit job, har jeg brug for at være mere stille, når jeg er hjemme. Her er det Carsten, der fylder... At du er udnævnt til leder nu, er et klart signal fra topledelsen om, at man vil ændre måden at arbejde på i Falck? - Det kan man godt sige. Min måde at arbejde på ligger meget tæt op af Allan Søgaard Larsens (topchef i Falck, red.). Ham ser jeg op til. Han prøver også at behandle alle som mennesker af værdi uanset status. Han passer på den ånd, der bærer kulturen. Der er en stolthed over at være i korpset, som jeg mærkede allerede den dag i Aalborg, og som jeg føler, jeg hører til i. Han kalder det en familie, det er nok rigtigt. Det er ret følelsesladet? - Ja, men det er også nødvendigt at have hjertet på rette sted i det her job. Man skal være mere end almindeligt engageret. Alle kan få brug for en ambulance, vi møder mennesker, hvor de har brug for andre. Det er ikke bare en transportopgave. Derfor gør det også så ondt, når man i diskussionen om udbud af ambulancekørsel oplever, at Falck beskrives som en virksomhed, der bare vil tjene penge. Sådan ser jeg det overhovedet ikke. Falck kører nu ambulancerne over det meste af landet, svenske Samariten er tager retur til hjemlandet efter at have fået opgaven flere steder for siden at opgive at løse den og kun få andre kører. I Roskilde, København og på Frederiksberg er det brandvæsenerne, på Samsø deres eget redningskorps, på Djursland Reko og ved Horsens Respons. Her i Nordjylland er det ikke afgjort endnu, men pt. er Falck eneste byder. Det er Dianas første store opgave, ellers er det glidende forandringer, der skal til. - De forventer, jeg kommer med nyt, selvfølgelig gør alle det, men det vil være fredeligt. Vi skal specialisere os noget mere, så autohjælp og ambulance ikke køres af de samme folk. Nogle af de ældre kan, men det matcher ikke den yngre generation. De vil være specialister. I en overgang vil det være både og, men på sigt vil nordjyderne mærke en bedre kvalitet, når det bliver specialiserede folk. Men lad os tage det roligt. Det lyder vældigt nordjysk? - Det er jeg jo også, og det føles som at komme hjem - det er børnenes bedsteforældre også glade for! Og det er helt sikkert en fordel i mit nye job. Jeg kender geografien og kulturen. Det er ikke farligt at komme fra Vrå... Du kommer også herop i en følsom tid? - Det har været en hård tid. Det er jo en organisation i sorg. Vi mistede deres chef, Claus Aagaard, sidste år. Han blev kun 41 år. Det var frygteligt. Han var så stærk og stor og god, og så pludselig er han forsvundet helt. En af vores egne. Det har gjort så ondt, at døden kom så tæt på og viste os, at det ikke er alle, vi kan redde. Og at selv vi ikke er usårlige. {