Kvinder bag vækst

Fra ribben til vore dages ligestilling har det været en lang og sej vej. Tillykke. En journalist, som har forsket meget i kvinders rettigheder, var på besøg i Afghanistan. Her så hun, at kvinderne stadig går fem skridt bagved manden. Hun stoppede en kvinde og spurgte, om hun ikke havde hørt om kvindefrigørelse. Dertil svarede hun, "Jo, det har vi, men her i Afghanistan har vi mere respekt for landminerne". Der kan man se, at kvinder ikke er dumme. De skal holdes nede. Gud har ikke bare brugt "ribben" men også hjerne, om det hans eller Adams, må guderne vide. Men manden har brugt sin hjerne til at holde kvinden nede i al den tid. Det er mandschauvinistisk, kunstigt, selvskabt åndeligt velvære at holde andre nede. I de samfund, hvor kvinde ikke holdes nede, kan vi se megen fremgang i samfundsværdier, rigdom, normer og livsholdninger. Desværre er det lige modsat i de samfund, hvor kvinderne holdes nede med alle mulige forældede normer, i religionens og Guds navn. Her ser man, at fattigdom og uvidenhed stortrives. De positive sider af kvindernes frigørelse oplever vi hver dag i vores daglige liv, mens de negative sider glider ubemærket forbi os. Vi tænker til hverdag ikke på, at fødselstallet er faldet med 7 procent, og hvad det fører til? Hvad betyder det, at der kun er 22,6 procent kvinder på bestyrelsesposter? Er det en målestok for ligestilling? En påstand om, at der skal være 50 procent kvinder i bestyrelse, fordi befolkning består af 50 procent kvinder, er en dødssyg tanketom ide. Der er 5 procent indvandrere i samfundet, skal de så ikke have 5 procent kvota. Hvis man således uddeler kvoter, er der ikke plads til alle i en kvotepolitik. For resten har Indien brugt kvoter til religiøse og kasteløse minoriteter de sidste godt 60 år uden synderlige gode resultater. Ingen tvivl om, at vi har en kæmpe opgave foran os - både på "kvindernes kampdag" og alle de andre dage. Udfordringen er at skabe rammene omkring kvinder på arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at deltage i erhvervslivet, at det er uden konflikt med familielivet. Af naturens vej har/tager kvinder mest ansvar for børnene, dem føder de, dem fodrer de, og dem opdrager de. Det er her, hunden er begravet. Man skal ikke være fanatiker lige som ham den svenske pædagog, der ikke vil se forskel mellem piger og drenge. Kunsten er ikke at lukke øjnene for forskelligheder, men at respektere forskellene. Samfundet bør gøre det nemmere og mere overkommeligt for kvinder kan involvere sig i arbejdslivet ned sikkerhed for at børnene bliver passet. Man skal oprette flere børnepasningsordninger til overkommelige priser eller næsten gratis. Det vil give mulighed for at komme ud af huset. Eller kvinder burde have mulighed for 100 procent skattefradrag for ansat hushjælp. Det er et erkendt princip at omkostninger, der afholdes for at udføre erhverv, er fradragsberettigede. Sådanne tiltag vil fremme kvinders deltagelse bestyrelser og lignende arbejde. At lovgive om kvoteordninger fører ikke til noget godt. Erhvervslivet har ikke brug bare for kvinder, men for kompetente, erfarne personer, som kan deltage i bestyrelsesarbejde med 100 procent engagement. En lille kuriositet, i mine unge dage i Danmark, meldte jeg mig ind i KU, fordi der var så mange unge kønne piger. Jeg var med til grundlovsdagsmøde vist nok på Skamlingsbanken ved Kolding. Nu er jeg ked af, at det gamle parti er så langt nede i meningsmålingerne. Det Konservative Folkeparti burde tage ved lære af kvindernes kamp. De har aldrig givet op, man har protesteret, og demonstreret og således har de gang på gang gjort opmærksom på deres tilstedeværelse og betydning. Det burde de konservative lære at gøre. Hvem ville have troet kvinder fra "Ribbenskabelse" kunne opnå en stilling som statsministerposten, hvis man ikke har evnen til at engagere sig og tro på sig selv. Det er det, der driver verden frem. Dhamu Chodavarapu er født og opvokset i Indien. Kom til Danmark i 1964. Dansk gift. Engageret i samfundsdebatten. E-mail: dhamugaru@gmail.com.