Kvinder - husk at elske

Toptjekkede karrieresild kommer under vanlig kras, men kærlig behandling i bogen "Ikke en trævl at tage på"

Engelske Fay Weldon har hele sit lange liv skrevet om kvinder. Grimme, tykke, ensomme, skinsyge, misundelige, mindreværdige, hadefulde og forelskede kvinder. I sin seneste novellesamling "Nothing to Wear and Nowhere to Hide", der på dansk hedder: "Ikke en trævl at tage på", er det karrierekvinderne, Fay Weldon har pennen ude efter. De kølige, tjekkede, kontrollerede high society-sild, som forfatteren, der selv startede ud fra fattige kår, nu omgås i kraft af sin position som verdensberømt og velbeslået bestseller-forfatter. - Folk vil gerne høre fortællinger om dem på toppen, også selv om mange af dem faktisk har haft ydmyge begyndelser. Og jeg kan betro dig, at folk ikke forandrer sig meget. Man møder nogle ret skånselsløse og uartige mennesker, men jo værre de er, jo mere underholdende, siger hun smilende. - Jeg nærer en vis skræk for en bestemt slags skånselsløse kvinder, nemlig dem, der bruger feminisme som en retfærdiggørelse af deres opførsel. Men jeg synes også, de er sjove, og det er nok fordi, jeg er mere frigjort fra dem, end jeg tidligere var fra de kvinder, jeg skrev om. Jeg ser dem måske mere som typer end som folk, der knuser mit hjerte. Flyvende kaffestel Kvinderne i novellesamlingen er typisk velhavende, lækre, ambitiøse, dygtige og ikke særligt tolerante over for folk - herunder mænd - som ikke er det. Men Fay Weldon slår flittigt skår i glamourglæden og lader ikke kvinderne i ro. Én bliver hjemsøgt af sin bedstemors gamle kaffekopper, der flyver gennem luften for at ramme hende. En anden ryger i fængsel, fordi hun sætter ild til sin mands grimme sekretærs hår, en tredje vil selv bestemme, hvornår hun skal føde sit barn og forsøger forgæves at fyre jordemoderen, og en fjerde ender med at blive skudt, fordi hun er så kold og kynisk. Det er lige før, man får en mistanke om, at den 71-årige feminist Fay Weldon er gået hen og blevet modstander af uafhængige kvinder, efterhånden som hendes egne sønner er blevet til mænd, og hun har måttet indtage rollen som svigermor - og farmor. Sådan er det dog ikke, forsikrer hun. - Men jeg er bekymret for nutidens kvinder, fordi jeg synes, de arbejder for hårdt og tænker for meget på deres jobs. De forsømmer deres personlige liv, for de ikke har tid til det, men eftersom ambitionerne slår fejl for langt de fleste mennesker, ikke mindst kvinder, er det ikke nok at tænke på karriere. De bør også tænke på deres venner og deres elskere og deres børn - hvis de har nogen. Nådesløse børn Fay Weldon understreger, at hun ikke er ude på at fordømme kvinder, som ønsker sig andet og mere af livet end at passe børn og gøre rent. - Jeg ville aldrig ønske at sende kvinderne tilbage til hjemmene, for det er så kedeligt. Det er ikke særlig fornuftigt af en kvinde at vie sit liv til sine børn, for børn er nådesløse. De er jo mennesker. De suger dig tørre og spytter dig ud. Det er ikke noget liv, og derfor må alle - også børnene - gå på kompromis. Og børn er sandsynligvis gladere uden en fuldtidsmor, der er tvunget til at blive hjemme, fordi hun ikke har noget valg, som det var i før i tiden. De mødre var en stor byrde, og de var hadet og frygtet. Da de kom ud på arbejdsmarkedet, blev de mere humane og venligere. Næh - det, Fay Weldon frygter, er blot, at unge kvinders karrieredrømme kombineret med enormt høje perfektionskrav ender med faktisk at afholde dem fra overhovedet at få børn. Fordi det er alt for besværligt. - Jeg klarede selv at få fire børn og arbejde, fordi jeg var en dårlig mor. Mine børn gik i skole i sokker, der ikke passede sammen, og andre mødre kiggede efter dem og tænkte: "Hvad er hun for en mor", siger Fay Weldon og smiler grumt. - Det er klart, at sådan noget giver skyldfølelser, og det er naturligvis pinefuldt. Men jeg tror, skyldfølelser hænger sammen med det kvindelige hormon østrogen. Kvinder føler simpelt hen bare mere skyld end mænd. Det er der ikke noget at gøre ved. Fryd og forargelse Selv om hendes satiriske skildringer af og til nærmer sig det sadistiske, er der ikke meget ved Fay Weldon, der minder om hendes hovedpersoner. Hun er lille, rund og glad i øjnene og udpræget høflig og imødekommende. Hun ved, hun ikke er perfekt, og hun ved, vi også ved det. I første del af selvbiografien "Auto Da Fay", der udkom sidste år, beskriver den nu 71-årige forfatter en turbulent og kaotisk opvækst i New Zealand. Faderen vandrede ud og ind af familien, Fay fik børnelammelse, og da moderen med sine to døtre i 1946 flyttede til London, måtte de tre deles om et værelse, der var så koldt, at pigerne gik hen til den nærmeste undergrundsbane for at få varmen. Fay Weldon blev gravid som 22-årig, fik en søn og giftede sig i desperation med en 20 år ældre skoleinspektør. Det var et fornuftsægteskab uden sex, og Fay Weldon har forarget de bedre kredse ved at berette om, hvordan inspektøren fandt det rimeligt, at hans unge kone bidrog til husholdningen ved at sælge sin krop til grønthandleren, vennerne og på en lurvet natklub. Efter et par år forlod hun ham, og siden blev hun i 1962 gift med musikeren Roy Weldon, som hun fik endnu tre sønner med. I 1967 debuterede hun med sin første roman, "The Fat Woman's Joke", men i Danmark er hun mest kendt for blandt andet "Praxis", "Støvbold", "Præsidentens barn" og "En hun-djævels bekendelser", der også er filmatiseret. Desuden skabte hun røre, da hun for et par år siden lod udgive romanen "Bulgari-forbindelsen", der egentlig var et bestillingsarbejde for juveler-firmaet Bulgari. Fay Weldons egen jordnære kommentar til beskyldningerne om kommercialisme og mangel på etik var, at hun alligevel skrev for korte sætninger til at få fine litterære priser. Født med fejl Fay Weldon er ikke sådan at få skovlen under. Hendes befriende realisme og store livserfaring har givet hende sit eget syn på sine artsfæller. - Alle mennesker er født med fejl. Jeg ved godt, vi lever i en kultur, der hævder, at vi ikke er syndige fra starten, men at vi som udgangspunkt er perfekte, og at det er andre - forældre, lærere, samfundet - der er skyld i vores problemer. Det er en af bagsiderne ved al den fiktion, vi er omgivet af. Den gør os på den ene side bedre til at forstå andres følelser. Men den giver os også en falsk forestilling om, at vi alle kan blive helte og heltinder. At vi kan blive perfekte. Men det kan vi ikke, siger Fay Weldon. I bestræbelserne på at være fuldkomne er vores kultur i fare for at miste reproduktionen, mener hun. Folk føder færre børn, og de, der er, risikerer at miste forankringen i familien og i stedet blive til det, Fay Weldon kalder "kibbutz-børn". - Børns liv i dag er skolen og vennerne frem for hjemmet, og det minder mig om de israelske kibbutzer, hvor forældrene af gode grunde skulle ud og få ørkenen til at blomstre, og børnene derfor blev opfostret af lærere. De endte med at vokse op uden at have nogen seksuel interesse i hinanden, og det synes jeg også, man ser i ungdomskulturen i dag, Ganske vist er de meget frigjorte, men det virker mere som præstationer end egentlig erotisk udvikling. Kvinder og mænd ser nærmest hinanden som brødre og søstre. Familie er besvær Hvis de unge alle sammen ender med at blive hinandens venner, er der alvorlig risiko for, at familien simpelt hen vælges fra, mener Fay Weldon. - Familie er dyrt og vanskeligt og ansvarsfuldt, og man vil hellere arbejde og tage på lækre ferier. Ikke fordi folk er grådige, men fordi vi lever i et forbrugersamfund. Fay Weldon opfordrer de unge - ikke mindst kvinderne - til at skrue ned for perfektheds-ambitionerne og i stedet give sig selv lov til bare at være mennesker med alt, hvad det indebærer af flækkede negle, overflødige kilo på lårene, snottede unger, uens strømper, skænderier, frustrationer og florerende overtræk. Og så skal der skrues ned for arbejdstiden. - Jeg kan virkelig se fordelene ved den franske model med 35 timers arbejdsuge for alle, så både mænd, kvinder og børn får en chance for at ses indimellem, siger Fay Weldon, som imidlertid ikke regner med at komme til at mangle stof til sine noveller og romaner foreløbig. - Forleden i lufthavnen så jeg et par. Hun i et rigtigt smart sæt tøj og han tydeligvis forretningsmand. Pludselig faldt hun på knæ og gav sig til at hyle ad ham. Hyle. Kvinderne i nærheden trøstede hende og fik hende på ret kurs igen. Og så fulgte hun bare efter ham! Latteren begynder at boble ud af munden på Fay Weldon. - Nick (Fay Weldons mand; red.) sagde: "Hvorfor gjorde hun det?", og jeg svarede, at man tydeligt kunne se, at manden havde drevet hende til vanvid. "Jamen, måske ER hun skør?" sagde Nick. "Nej, nej," sagde jeg, "intet forandrer sig. Han har drevet hende til vanvid." Nu går jeg så og forestiller mig, hvordan han gjorde det. Hvad mon han sagde? Fay Weldon: "Ikke en trævl at tage på". Noveller. 256 s., 249 kr.