EMNER

Kvinder i Nordjylland lever kortest

Nordjyske kvinder lever lidt kortere tid end deres medsøstre. De lever længst på Nordsjælland

Danskernes gennemsnitsalder er forlænget med tre måneder for mænd og 18 dage for kvinder. Folk i Nordsjælland lever længst, mens københavneres liv generelt er kortest. Nordjyske kvinder skiller sig også ud, ved sammen med øst-, vest- og sydsjællandske kvinder at ligge i statistikkens tunge ende. De lever mellem 80,1 og 80,5 år. Hvis du vil leve lidt længere, skal du pakke dine ting og flytte til Nordsjælland. Ifølge Danmarks Statistik er der betydelige forskelle i den gennemsnitlige levealder rundt om i Danmark - og mænd og kvinder i det nordsjællandske holder længst ud. Både blandt mænd og kvinder findes den højeste middellevetid i Nordsjælland med 77,7 år for mændene og 81,6 for kvinderne. Til gengæld er det både mænd og kvinder i Hovedstadsområdet, der har den korteste gennemsnits levetid, nemlig 74,4 år for mændene og 79,3 år for kvinderne. Generelt bliver danskerne dog stadig ældre. Gennemsnitsalderen for hele landet er nu 76,5 år for mænd og 80,7 år for kvinder. Siden sidste år har Hr. Danmark forlænget sit liv med hele tre måneder, mens fru Danmark nu bliver 18 dage ældre. Kvinder lever længst, men mændene haler ind på deres koner. Middellevetiden for kvinder er nu 4,2 år højere end for mænd - en historisk lille forskel. For 20 år siden havde kvinder en middellevetid, som var 5,7 år højere end mænds. Selvom danskernes leveår stiger, så bliver vi stadig ikke så gamle set med internationale briller. Til sammenligning bliver japanske kvinder i gennemsnit 86,2 år og islandske mænd 80 år. Middellevetiden blandt mænd i Sverige er 2,5 år højere end i Danmark, mens norske mænds middellevetid ligger 1,9 år højere end danske mænds. For kvinderne ligger Sverige 2,3 år højere og Norge 2,4 år højere./ritzau/