Uddannelse

Kvinder og kommuner afgør integration

Statminister Anders Fogh Rasmussen påbegyndte tirsdag 10. oktober en tre-dages DanmarksturnÈ med titlen 'Sammen om bedre integration'. Her er statsministeren under sit besøg på Silkeborg Handelsskole. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2006)

Statminister Anders Fogh Rasmussen påbegyndte tirsdag 10. oktober en tre-dages DanmarksturnÈ med titlen 'Sammen om bedre integration'. Her er statsministeren under sit besøg på Silkeborg Handelsskole. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2006)

ÅRHUS:Der var håndtryk og samtale med en ungarsk kvinde, som snart får sin mand til Danmark for at arbejde på møbelfabrikken Steens Furniture i Kjellerup. Der var også håndtryk og nogle ord til en sort arbejder med gul kasket og en tamilsk arbejder, som den somaliske tillidsmand Ismail Hussain afløste ved jobbet med at modtage og stable træstykker fra maskinen. Sjældent har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) trykket så mange hænder og talt med så mange indvandrere, da han tirsdag indledte tre dages landsdækkende rundtur i en hvid Venstre-bus med mottoet “Sammen om bedre integration”. Turen har til formål at skaffe flere indvandrere i arbejde. Inden besøget på Steens Furniture i Kjellerup havde han i Skive besøgt møbelfabrikken Sakwa. Her kommer godt hver anden af 20 ansatte fra lande som Bosnien, Kina, Thailand og Irak. Rollemodeller i bussen I bussen følges Anders Fogh Rasmussen med fem unge indvandrere, som skal være rollemodeller. Det er den 28-årige dansk-somaliske murer Mansur Sheik, den 32-årige dansk-iranske betjent Hamid Hussini, den 22-årige pædagogmedhjælper Assia Arbib, den 20-årige dansk-eritreanske jurastuderende Yonas Kiros og den 32-årige dansk-tyrkiske konsulent Fatma Øktem. Tirsdagens program bød ud over de to møbelfabrikker på en rundbordssamtale med den dansk-iranske sproglærer Fatemeh Delavari, der i 2004 fik Integrationsministeriets ildsjælepris. Derefter gik turen til Silkeborg med besøg på handelsskolen, hvor den 21-årige Roozbehs Yazdabi kunne fortælle, at han havde fået praktikplads, fordi skolen hjælper eleverne med job-cv på internettet. Rundturen fortsatte til firmaet Sanistål, og derefter kørte bussen til Århus, hvor statsministeren besøgte Nyvirk Iværksættercenter ved siden af Bazar Vest. Centret har siden 2004 hjulpet over 100 virksomheder med indvandrerkvinder i gang. Rundturen fortsætter det spor, statsministeren lagde ud i åbningstalen om, at arbejdsgivere, fagforeninger, ansatte, indvandrere og deres forældre skal sikre, at unge indvandrere uddannes og arbejder lige så meget som danske unge. Statsministeren pegede efter rundturens førstedag på, at kvinderne er afgørende for at fremme integrationen. - Hvis vi får givet kvinderne bedre rettigheder og flere muligheder, så forbedrer vi integrationen for hele familien, sagde Anders Fogh Rasmussen. Desuden gav Silkeborg Handelsskoles job-cv stof til eftertanke for statsministeren. Det kan måske forhindre, at unge indvandreres ansøgninger frasorteres i første runde, sagde han. - Hvis arbejdsgiveren i stedet for et stykke papir får en video, hvor den unge præsenterer sig selv, kan der være mulighed for at komme til en samtale og få et job, sagde han. Statsministeren påpegede, at kommunerne skal stå mere centralt. I Kjellerup samarbejder kommunens særlige enhed således med firmaer som Steens Furniture. det betyder, at indvandrere og danskere, som har det svært på arbejdsmarkedet, kan blive opøvet på en arbejdsplads. - Kjellerup Kommune er kåret som landets tredjebedste til at skaffe indvandrere et job, understregede han. Åbne arbejdspladser Anders Fogh Rasmussen påpegede, at det generelt er afgørende, at arbejdspladserne er åbne og fleksible som f.eks. Sakwa i Skive, hvor indvandrere udgør halvdelen af de ansatte eller Steens med hver fjerde. - Jeg håber, at besøget viser, at når små og mellemstore danske virksomheder kan køre det succesfuldt med så mange indvandrere i job, så kan andre også gøre det, sagde statsministeren. /ritzau/