Kvinder på barsel og deltid får ikke en fattig alderdom

Kvinder på barsel eller nedsat tid får stort set det samme i pension som fuldtidsansatte.

Danmark 28. februar 2013 01:00 - Opdateret 28. februar 2013 01:02

Kvinder på barsel og deltid får ikke en fattig alderdom

Kvinder får stort set det samme i pension, uanset om de arbejder meget eller lidt.

Det viser en ny ATP-analyse, der vender op og ned på alt, hvad forskere hidtil har troet om sammenhængen mellem arbejdsliv og pension. Det skriver Politiken.

- Det er højst overraskende. Vi har typisk haft undersøgelser, som viser, at kvinders pensionsformue bliver ramt, fordi de ikke arbejder lige så meget som mænd, siger økonomiprofessor Nina Smith fra Aarhus Universitet til avisen.

- Vi har ikke været klar over, hvor ens udbetalingerne bliver i sidste ende, når man indregner alle ordninger, tilføjer hun.

I årtier er kvinder blevet advaret om, at de risikerer en fattig alderdom, fordi de oftere end mænd tager hele barselsorloven eller går på deltid og dermed sparer mindre op på private pensioner.

Nu viser ATP's undersøgelse imidlertid, at hvis man medregner alle ordninger, skatter og tillæg, så ender kvinderne med at få næsten fuldt ud opvejet, at de har mindre private opsparinger.

Det skyldes blandt andet, at de får mere udbetalt i form af ældrecheck og tillæg til folkepensionen, fordi disse stiger, når man har lavere indkomst. Det er forhold, som tidligere analyser ikke har taget højde for.

En sygeplejerske, der ingen børn får, og som arbejder fuld tid hele livet, ender med at få 19.170 kroner om måneden før skat, når hun går på pension.

Havde hun i stedet fået to børn med dertilhørende to års barsels- og forældreorlov, hvorefter hun var gået på nedsat tid i 10 år, havde hun fået 18.920 kroner. En forskel på blot 250 kroner om måneden - før skat.

- Det drejer sig jo nærmest kun om en biografbillet om måneden. Vi må sige, at vores pensionssystem er ekstremt udjævnende, siger Nina Smith.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...