Kvinder sagsøger Pornhub for videoer af overgreb og mindreårige

Virksomheden bag Pornhub nægter 34 kvinders beskyldninger om, at der ligger voldtægtsvideoer på hjemmesiden.

Pornhub, der er en af verdens største pornohjemmesider, er endnu en gang kommet i stormvejr.

Pornhub, der er en af verdens største pornohjemmesider, er endnu en gang kommet i stormvejr.

LOS ANGELES: En række kvinder har sagsøgt en canadisk virksomhed, der ejer Pornhub, som er en af verdens største pornohjemmesider.

Det skyldes, at Pornhubs moderselskab MindGeek ifølge i alt 34 kvinder har skabt en platform med "børnepornografi og voldtægtsvideoer".

Kvinderne har det tilfælles, at de ifølge anklagerne i sagen har optrådt uden samtykke i videoer på Pornhubs hjemmeside, der viser voldtægter, seksuelt misbrug eller billeder af dem, da de selv var mindreårige.

- Dette er en sag om voldtægt, ikke pornografi, hedder det i retsdokumentet.

Kvinderne mener, at hjemmesiden "sandsynligvis er det største ikke-regulerede lager af børnepornografi i Nordamerika". De kalder også Pornhub og MindGeek for en klassisk kriminel virksomhed.

Kun en af kvinderne fremgår ved navn i søgsmålet. Fire af dem er statsborgere i Storbritannien.

Endnu en af kvinderne har dog efterfølgende valgt at stille sig frem. Det drejer sig om Crystal Palace-fodboldspilleren Leigh Nicol, der har delt en erklæring på Twitter.

Her skriver hun, at hun var offer for deling af private videoer på Pornhub.

- Da videoerne dukkede op på Pornhub, ødelagde det mit liv. Det dræbte min personlighed og tog alt lykke fra mig.

- Det bragte mig ud i næsten to års skam, depression, angst, forfærdelige tanker og flovhed, skriver hun på Twitter.

Serena Fleites er den eneste kvinde, der er navngivet i retsdokumentet. Hun anklager Pornhub for at have videoer af hende liggende, fra da hun var 13 år, og hvor hendes kæreste tvang hende til at lave en seksuel video.

Kvindernes advokater kræver en væsentlig erstatning fra MindGeek.

I en erklæring udtaler Pornhub, at virksomheden har "nultolerance" over for ulovligt indhold, og at alle anklager undersøges.

Pornhub kalder samtidig beskyldningerne om, at det er en kriminel virksomhed, for "fuldstændig absurde".

Avisen New York Times beskrev allerede i slutningen af sidste år, hvordan mange videoer på Pornhub viste misbrug af børn og seksuel vold uden samtykke.

Dertil beskrev avisen, hvordan brugere af Pornhub frit kunne downloade videoer på siden, hvorfor de kunne deles igen og igen.

Det fik blandt andet Mastercard til at blokere for betalinger på hjemmesiden.

Pornhub er blandt de ti mest besøgte hjemmesider globalt.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.