EMNER

Kvinder slider for hårdt på hjertet

Kvinder dør oftere af hjertekarsygdomme end mænd, og en ny kampagne skal få dem til at passe bedre på hjertet

KØBENHAVN:Kvinder har ry for at drage omsorg for andre - men de er for dårlige til at passe på sig selv. Flere kvinder end mænd dør af en hjertekarsygdom, kvinder holder ikke op med at ryge i samme omfang, som mænd gør, og så får de for lidt motion. Det er nogle af de væsentligste årsager til, at Hjerteforeningen i slutningen af april går ud med en kampagne, der skal lære kvinder - specielt dem over 40 år - at tænke mere på sig selv og deres helbred. - Vi laver kampagnen, fordi vi mener, at tiden er inde til, at kvinderne selv tager fat. Når der ikke bliver snakket så meget om kvinders hjerteproblemer, skyldes det nok, at det af og til drukner i snakken om mænds helbredsproblemer og i meldingerne om, at mange kvinder får brystkræft. Så nu vil vi have budskabet frem, siger presse- og kommunikationschef Jens Chemnitz Povelsen fra Hjerteforeningen. Hvor hver ottende kvinde i dag får kræft, er det faktisk mere end hver femte kvinde, der får en hjertekarsygdom. I dag dør 11.200 kvinder af hjertesygdomme om året, mens det samme er tilfældet for 10.300 mænd. - Heldigvis falder antallet af hjertedødsfald i disse år. Faldet er på gennemsnitligt fem procent om året, men tallene falder bare mere hos mændene end hos kvinderne, forklarer Jens Chemnitz Povelsen. Udover kvindernes rygning og manglende motion, tror direktør Susanne Volqvartz fra Hjerteforeningen også, at forklaringen skal findes i, at kvinderne har masser af pligter, som er med til at stresse dem. Danske kvinder hører til de mest udearbejdende i verden og af en rapport, som Hjerteforeningen har fået lavet i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed op til kampagnen, fremgår det for eksempel, at to ud af tre kvinder mellem 35 og 49 år føler sig stressede "ofte" eller "af og til". - Stressundersøgelser viser, at kvinder både bliver stresset om morgenen, før de skal på arbejde, men også senere på dagen, når børnene skal hentes, og de huslige pligter skal klares. Det samme sker ikke for mænd, og kvinderne bruger i gennemsnit op til en time mere på husligt arbejde i døgnet end mændene. Dét slider på hjertet, siger Susanne Volqvartz.