Kvinder søger inspiration i netværk

Zonta Thy markerede kampdag med god mad, kunst, musik og latter.

Lone Lærke Krog
Kvindernes internationale kampdag samlede i Thy omkring 50 kvinder på Café Q i Hestestalden. Zonta Thy står for arrangementet, der har til formål at støtte en alvorlig sag på en sjov måde. Foto: Peter Mørk
Musik 9. marts 2007 21:03

I Thisted bliver 8. marts markeret med en hyldest til livsglæden. Zonta Thy, en netværksgruppe af selvstændige erhvervsdrivende kvinder og kvindelige ledere, har inviteret deres veninder til Café Q i Hestestalden. Aftenen indledes med fællessangen ”Du kom med alt det der var dig og sprængte hver en spærret vej og hvilket forår blev det”, og så serveres lækre grønne retter, fremstillet af Anni Kappel, Vesløs. Under spisningen underholder Kristine Frøkjær fra Heltborg med sang og musik, og derefter fortæller maleren Anette Torrild, Thisted, om sin lidenskab, der er blevet en levevej. Zonta Thy er en del af et verdensomspændende netværk, hvis formål er at forbedre kvinders juridiske, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige og økonomiske status. I Thy består gruppen af 27 kvinder. En af dem er Tine Bachmann (39), indehaver af Sennels-firmaet Bako, der eksporterer fersk og frossen fisk. Hun har været med siden starten for et år siden og er rigtig glad for at være en del af det fællesskab. - Vi er meget forskellige kvinder med hensyn til personlighed, erhverv og alder. Man får indblik i mange verdener, og det er meget berigende, fortæller Tine Bachmann. I løbet af året deltager hun i Zontas forskellige arrangementer. Hun husker specielt et foredrag med en grafolog og en politiker. Og så er der ved hvert møde et Zonta-medlem, der fortæller om sit eget erhverv. - Det er meget inspirerende. Jeg føler, det udvikler mig personligt at være med, siger hun. Zonta Thy er normalt et lukket forum for maksimum 30 kvinder. Lige nu er tre nye på vej ind - de er inviterede. Denne aften er omkring 50 kvinder med til det særlige 8. marts-arrangement, hvor entré-indtægter og lotteri tilsammen giver en lille sum penge, der ubeskåret går til et lokalt projekt for vanskeligt stillede børn. Det sidste indslag på programmet for Café Q er et møde med lattercoach Anne Kari Throensen, der med et vist held får kvinderne til at slippe kontrollen og give sig hen til den livgivende latter. Tankevækkende fortæller hun, at en voksen i gennemsnit griner 15 gange på en dag. Det er et tab på 360 latteranfald siden barndommen. lone.laerke.krog@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...