Kvinderne afgør købet af den ny brændeovn DESIGN: Markedsføring i dameblade giver pote for Rais i Vangen

FREDERIKSHAVN:At det er fruen i huset, der bestemmer, hvor skabet skal stå, er der næppe noget nyt i. At det også er hende, der bestemmer, når der skal vælges brændeovn, har brændeovns-fabrikken Rais i Vangen klar føling med og har indrettet markedsføringen herefter. - En markedsanalyse blandt forhandlerne afslører, at det i 62 pct. af tilfældene er kvinderne, der afgør købet. I 32 pct. af tilfældene er det en fælles beslutning, hvilken brændeovn, det skal være, og kun for seks pct.s vedkommende er det mændene, der råder, fortæller salgs- og marketingschef Peter Nybo, Rais A/S. Analysen har øget Rais’ forbrug af markedsføringskroner i livsstils-magasiner, blade om boligdesign samt i dameblade. - Udgivelser som for eksempel Bo Bedre og Alt for Damerne, nævner Peter Nybo. Rais-ovnene sælges udelukkende via specialfaghandlere såvel herhjemme som ude i verden. - Vores eksport foregår i tæt samarbejde med importørerne, og også her bruger vi alle de gængse midler med udsendelse af kataloger og pressemeddelelser samt annoncering, redegør Peter Nybo. I vælten Den intensive markedsføring har været med til at bringe Rais-ovnen i vælten som aldrig før. - Gennem nogen tid har vi oplevet en kolossal stor efterspørgsel, meget større end vi kan følge med i med det nuværende produktionsapparat, fortæller Rais’ administrerende direktør Niels Kold. - Vi har en klar fornemmelse af, at vores markedsandel er stigende på grund af det øgede kendskab til og anerkendelsen af, at vores ovne er kvalitetsprodukter, supplerer Peter Nybo. På grund af den medvind Rais-ovnene oplever på alle markeder, og med det helt store boom på hjemmemarkedet samt i Norge, er medarbejderstaben i produktionen inden for de seneste måneder øget med cirka 30 pct. og ansættelserne fortsætter. - Ovenpå energikriserne i Danmark i slutningen af 70’erne, hvor mange anskaffede sig brændeovn, er det nu tid til en udskiftning, ligesom vi selvfølgelig sælger til mange nybyggerier. I Norge er det de fortsat stigende elpriser, der sætter skub i interessen for at få en brændeovn installeret, siger Niels Kold. - Vi producerer 10 gange så mange ovne nu sammenlignet med for 10 år siden og med dobbelt så mange folk ansat. Med den udvidelse af fabrikken med 2700 kvm., vi har sat i gang, forøger vi kapaciteten med 50 pct., siger Niels Kold. - Samtidig giver udvidelsen også muligheden for ikke udelukkende at være ordre-producerende, men også til at kunne producere til lager, tilføjer Niels Kold. Med den samlede beskæftigelse på nu 95 er det hidtidig rekord for Rais. Efter nytår ansættes yderligere 7-8 medarabejdere. 80 pct. af ovnene fra Vangen-fabrikken eksporteres. Den originale ”The Original”, kalder Rais den brændeovn, der i 1970 blev udviklet i samarbejde med arkitekten Bent Falk. Designet med en brændeovn delt i tre med et magasin til brænde forneden, brændkammeret i midten og et bagefag foroven, blev skelsættende. - Vi tør stadig gå nye veje, når det gælder design. Det er efterårets nyheder, den søjleslanke Pilar, Palo, der er designet til at stå i et hjørne, og den kubistiske Q-bic eksempler på, siger Peter Nybo. En ny fiks detalje er også, at ovnene kan fås på drejefod. 19 forskellige design produceres der lige nu, heraf nogle tilpasset fra marked til marked. - Der er for eksempel store forskelle fra land til land, når det gælder om at opnå miljøgodkendelse af en brændeovn. Skrappeste krav møder vi i staten Washington på den amerikanske vestkyst samt i Norge, fortæller Niels Kold. At en brændeovn kan være mange ting belyser Niels Kold og Peter Nybo således: - Du kan få en billig brændeovn fra Østeuropa til 3000 kr. og i den anden ende af skalaen betale 30.000-40.000 kr. Der sælges ca. 30.000 ovne i Danmark om året, og halvdelen koster under 10.000 kr. - Vores ligger i prislaget mellem 10.000 og 20.000 kr., og her i vinter præsenterer vi også en til 30.000 kr. - Til de priser får du en 100 pct. dansk produceret ovn af god svensk kvalitetsstål, med tykkere vægge, der giver længere levetid, og med et superflot design. - Og selv om man nok siger at kvalitet og pris hænger sammen, så er det samtidig sådan, at jo mere højteknologisk din virksomhed er, jo mindre passer påstanden om nødvendigheden af at få produceret i et lavtlønsområde. -De seneste investeringer i Rais med bl.a yderligere to robotter oveni de nuværende to, gør at vi kan bevare og også skabe arbejdspladser i Nordjylland, påpeger Niels Kold.