Kvinderne drejer og mændene steger

Hjørring 21. oktober 2002 08:00
HJØRRING: Demolokalet Nordvendsyssel, som holder til i ENV-huset i Hjørring, har som noget nyt arrangeret en aften, hvor pigerne arbejder med skruetrækker, og mændene tager kokkehuerne på. Det sker om aftenen 30. oktober, hvor der står "Gør-det-selv-el for piger og Mesterlig middag for mænd" på programmet. Mens pigerne under kyndig vejledning af ENVs el-konsulenter bl.a. prøver at skifte sikringer, lave forlængerledninger og hænge lamper op, står mændene i køkkenet sammen med husholdningskonsulenterne og fremstiller en lækker middag - naturligvis med retter der kan bruges både som gæstemad og på hverdagsbordet. Både i værkstedet og i køkkenet vil der blive givet gode råd med hensyn til de energibesparelser, man kan opnå ved blot at ændre lidt på de daglige vaner. Og samtidig vil der blive sat fokus på stand-by-forbrug og besparelsen ved udskiftning til A-pærer. I køkkenet bliver alle retter samtidig tilberedt på den mest energirigtige måde. Arrangementet varer tre timer i alt og afsluttes naturligvis med middagen, hvor man kan udveksle erfaringer og få en snak med både elkonsulenter og husholdningskonsulenter. Af hensyn til planlægningen er det nødvendigt med tilmelding til ENV senest i løbet af fredag. Man kan også tilmelde sig til arrangementet på ENVs hjemmeside på internettet på adressen www.env.dk. -sand
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...