Kvinderne forvist fra sportssiderne

Uformel optælling af seks avisers sportssider viser et skævt billede af virkeligheden

Boksning 25. september 2002 08:00

NORDJYLLAND:- Hvem gider læse en hel side om kvindelandsholdet i fodbold? Kvindefoldbold har ingen sportslig værdi. Bemærkningerne faldt lige her på redaktionen på NORDJYSKE, fremsat af en kollega, som normalt er meget interesseret i fodbold - men som åbenbart også mener, at fodbold er lig med herrefodbold. Svaret på spørgsmålet i indledningen kunne måske være de over 50.000 danske kvinder, der selv dyrker fodbold. Over 6000 af dem spiller i nordjyske klubber. Men selvom kvinder udgør en femtedel af det samlede antal aktive fodboldspillere i Danmark, afspejles det langtfra på avisernes sportssider. En uformel undersøgelse af seks avisers sportsdækning den mandag, da kvindelandsholdet havde spillet 1-1 med Frankrig og dermed forpasset muligheden for at komme til VM i Kina næste år, viser, at det står meget sløjt til, når man tæller op hvor meget kvinder fylder i spalterne. De seks aviser - Jyllands Posten, Berlingske Tidende, BT, Politiken, NORDJYSKE og Ekstra Bladet - havde tilsammen omkring 25.000 linier til rådighed til sportsomtaler denne mandag (16. september). Knap 1200 linier handlede mere eller mindre direkte om kvinder eller havde kvinder nævnt i teksten. Det svarer til omkring 5 procent og står slet ikke mål med, at kvinderne samlet set udgør 39 procent af de aktive idrætsudøvere i alle forbundene under Dansk Idrætsforbund, og at der i nogle forbund er flest kvinder - det gælder f.eks. Dansk Håndboldforbund. I alt havde de seks aviser omkring 200 redaktionelle enheder på sportssiderne denne mandag (fraregnet diverse grafikker, der næsten alle tog udgangspunkt i superligaen, og resultatlister). I 30 enheder er kvinder omtalt eller i det mindste nævnt - mere end halvdelen, 18, er noter. Og hvad var det så for sportspræstationer, der fik kvinderne på sportssiderne? Kvindelandsholdet i fodbold er omtalt i alle aviserne pånær Ekstra Bladet, der end ikke ofrer en note på kampen, der blev spillet i Odense foran 1500 tilskuere. I det hele taget er Ekstra Bladets sportstillæg på 20 sider i tabloidformat bundskraber på netop dette felt med tre redaktionelle enheder med omtaler af kvinder, alle i noteform. De handler om løberen Gitte Karlshøj, der nu er verdens hurtigste kvinde over 40 år, samt om to kampe i kvindernes håndboldliga. Tre aviser finder plads til tennisspilleren Anna Kournikova, der igen har tabt en vigtig kamp, ligesom notitsen om Gitte Karlshøj går igen i tre aviser. Det vil sige, at en femtedel af de 30 redaktionelle enheder med omtale af kvinder handler om Kournikova og Karlshøj, mens fem enheder handler om den vigtige landsholdskamp. Af de resterende 19 enheder handler en (i Berlingske Tidende) om hutigløberne Marion Jones og Tim Montgomery, der præsenteres som verdens hurtigste kærestepar, en (i BT) handler om de kvindelige danske håndboldspilleres angiveligt dårlige spisevaner - og i øvrigt nævner netop denne artikel ni mænd, hvoraf flere udtaler sig om emnet. De eneste to kvinder, der er nævnt ved navn, er to fysioterapeuter, som ikke udtaler sig. VM i volleyball for kvinder er kun nævnt i én avis - Jyllands Posten - der også brillerer med omtale af kvindelige deltagere i DM i natorienteringsløb. Hestesport, hvor der er næsten seks gange så mange kvindelige udøvere som mandlige, omtales i fire af de seks aviser (Jyllands Posten, Berlingske Tidende, Politiken og NORDJYSKE), og her er de aktuelle kvindelige og mandlige ryttere nævnt på lige fod. Politiken har endda, foruden et galopløb i Sverige, som alle fire aviser skriver om, en artikel om VM i military med et par kvindelige deltagere. Tilbage af de 30 enheder er nu 10 redaktionelle enheder. To af dem er fosidehenvisninger til Jyllands Postens og NORDJYSKEs omale af kvindelandsholdet i fodbold. De sidste otte enheder handler to om håndboldkampe i kvindeligaen mellem Horsens og Randers, og Tvis/Holstebro- FCK håndbold, en (i Ekstra Bladet) fokuserer på det ene holds "hollandske målpige" der er ekspert i at redde straffekast og om to danske kvinders succes i tysk håndbold. Og så er der enelig et dobbelt opslag i Jyllands Posten om professionel boksning i Tyskland, hvor der er halvanden side henne i artiklen er 38 linier om den kvindelige promotor Ewa Rolle, der "i sit korte, tætsiddende læderdress ligner dronningen i en sadomasochistisk kælder". Journalisterne har interviewet en lang række mandlige boksere og ledere, men Ewa Rolle får ikke selv ordet i artiklen. Ingen af de nævnte mænds påklædning beskrives i artiklen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...