Mariager

Kvinderne har ingen adgang

Det 112 år gamle Mariager Skyttelaug holder fast i grundregel

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sidste års fuglekonge Erik Skov Sørensen affyrer et skud, mens årets skivekonge, Erik Petersen kikker på. FOTO: Lars Pauli

MARIAGER:Foreningslivet i Mariager Skyttelaug er en sag for drenge. Lauget holder fast i paragraffen, som forbyder kvinder medlemskab. Reglen stammer fra dengang i 1894, da vedtægterne blev nedfældet af de stiftende mænd. Af samme grund var der ingen piger blandt vinderne, da skyttelauget kårede fuglekonge og uddelte andre titler ved den traditionelle fugleskydning i weekenden. På nogle områder har lauget ellers tilpasset sig nye tider. - For 100 år siden var medlemmerne alle blandt byens spidser. Dengang kunne arbejdsfolk ikke være med. Sådan er det ikke i dag. Alle, som søger optagelse, kan være med, hvis de ellers er ustraffede, er fyldt 21 år og i øvrigt får anbefalinger, kan optages i lauget, siger formand Kaj Møller, der er ostehandler i Mariager. Men stadig ingen kvinder? - Nej, de kan ikke være med. Og det får jeg altså tit på puklen, erkender formanden. Han tilføjer, at piger dog får lov at være med ved en årlig firmaskydning, som skyttelauget arrangerer. Laugets traditioner byder også på en forårsskydning, efterårsskydning og en fastelavnsskydning foruden sommerens fugleskydning. Da den sluttede søndag eftermiddag, var der affyret 658 skud. Fuglekonge blev Hartvig Holm, og de øvrige fuglevindere blev: Citronen Ejvind Jørgensen, Ringen Søren Leth Madsen, Næbbet Ejvind Jørgensen, Kronen Peter Mathisen, Halen Henning Kristiansen, Halsen Kaj L. Møller, Højre vinge Allan Ho, venstre vinge Kaj L. Møller. I forbindelse med præmieuddelingen kårede man også årets skivekonge, nemlig Erik Petersen Godt 30 af skyttelaugets 130 medlemmer deltog. De begyndte dagen med morgenkaffe hos sidste års fuglekonge, Erik Skov Sørensen, Oxendalen i Mariager. Herefter vandrede flokken til skydebanen på Skovvej, hvor der blev taget sigte mod fuglen hele dagen. Dog afbrudt af en solid frokost med stegte ål. Skyttelaugets medlemmer er primært modne mænd med nogle år på bagen. - Men vi arbejder hårdt på at få nye og yngre mænd med i lauget. Men de unge har jo så travlt med så mange andre ting, beklager formand Kaj Møller, hvis dåbsattest melder om en alder på 60 år