Sønderskov

Kvinderne samles for at feste for Rebild Kommune

Tine Lilholt, Gl. Skørping, er blandt de lokale kvinder, der bidrager med underholdning til ”Quinder på Tværs” i Bælum Skovpavillon lørdag 30. september. ARKIVFOTO: HENRIK LOUIS

Tine Lilholt, Gl. Skørping, er blandt de lokale kvinder, der bidrager med underholdning til ”Quinder på Tværs” i Bælum Skovpavillon lørdag 30. september. ARKIVFOTO: HENRIK LOUIS

REBILD:Næste lørdag er alle kvinder fra Støvring, Nørager og Skørping inviteret til Bælum Skovpavillon for at fejre den nye Rebild Kommune og lære hinanden at kende. Det er en gruppe kvinder fra Bælum, der har taget initiativet til kvindesammenkomsten på tværs af de tre gamle kommuner. Formålet er at udbrede viden om, hvad der sker rundt om i kommunen, skabe nye netværkskontakter og støtte nuværende projekter og ildsjæle. Festen i Bælum begynder kl. 18, og før spisningen skal deltagerne høre tre meget aktive kvinder fra hver deres kommune fortælle om kvindesamarbejde og netværk, som de ser på det. Fra Nørager bliver det for eksempel viceborgmester Gitte Rubæk (UP). Senere er der lagt et program med underholdning, som blandt andre Tine Lilholt, Gl. Skørping, bidrager til sammen med Qvintasiakoret og nogle instruktører i afrikansk dans. Der bliver også sketch og konkurrence, og aftenen slutter med fakkeltog til den nærliggende Kildesøen i Bælum Sønderskov. Tilmelding skal ske senest i morgen, søndag 24. september, til Hanne Ryberg eller Jette Korshøj.