Kvindernes film

film "Baby" Den skulle enten have seks stjerner eller ingen. Så den får midt imellem - tre. Det er uretfærdigt under alle omstændigheder. Ingen kunne den have fået, fordi den unddrager sig bedømmelse - en umulig opgave, løst alligevel. Seks skulle den have haft for mod, satsning, hård kamp og stædig fastholdelse af den kunstneriske ambition. Det er stort og flot af en lille skare kunstnere at trodse instituttet og branchen og normerne - og bare sige: Den film er en kunstnerisk nødvendighed, så vi skaffer midlerne selv. Det mest ærgerlige er, at man så tydeligt kan se, hvor god en film, det kunne være blevet, hvis institut og konsulenter havde bakket op. Det kunne være blevet så fantastisk. Nu er det bare blevet godt. Efter omstændighederne godt. Så tag de tre stjerner med et gran salt. Det er en seværdig film. Der bliver spillet godt, intenst og stærkt. I en grum og ond historie. Det er Kirsten Thorups debutroman "Baby", der bliver til film, om hvordan det er at være pige i en del af Danmark, vor tid. Ikke rart. Ikke meningsfuldt. Ikke rimeligt. Man har - hvis man er gammel nok - en sjov følelse af at være blevet sendt 20-30 år bagud i tiden til dengang, nye danske film handlede om den svære virkelighed på stenbroen eller i parcelhuskøkkenet. Om den misbrugte kvinde, det ensomme barn. En verden, hvor sex er en belastning, kærlighed ukendt og lykken mest handler om stoffer, sprut, tobak og en hurtig hundredkroneseddel. Det er desværre her, det er gået galt. Alt er dystert. Det er vinter, vådt, tåget, koldt, mørkt, nusset, snusket og grimt nordvestkvarter altsammen. Al hud er fedtet, alt hår snavset, tøjet passer dårligt, selv brillerne trænger til at pudses. Det er sikkert rigtigt, men det er for meget. Det kæntrer. Bare et lille smil. Bare et enkelt glimt i et øje til os i mørket. Gerne sort, gerne på trods. Men uden bliver det så trøstesløst som en amerikansk film om, hvordan der engang så ud på den anden side af jerntæppet. Til gengæld løfter kvinderne filmen. Line Kruse som den lårkorte narkoluder og totale følelsesanarkist Nova er skræmmende god. Hun er små 55 kilo spinkel, rå, pinefuld hudløshed. Maria Rich som søsteren ligger mere i skygge - og det er meningen. Hvem er hun? Hvad er det hun lever for? For at skrive undertekster til monotone pornofilm og lejlighedsvis lade sig lænke til bruserens blandingsbatteri af den gamle, klynkende, fedtfingrede lånehaj? Det virker besynderligt troværdigt, når man har læst sig ind i hendes ansigts fortrængte følelsesspil. Lånehajen spilles lovlig udtryktryksløst af Jesper Christensen. Det føles sine steder næsten som om, han ikke udtrykker livssmerte som lånehaj i filmen, men bare udstråler almindelig elendighed over de umulige vilkår han og filmholdet arbejder under. Og Ulrich Thomsens fallitramte bilsælger har det på samme måde: Blikkets tomhed kunne bare være vantro over filminstituttets afslag. Så er der mere liv i Ida Laub Oksen som bilsælgerens sexede og ligefremme livstykke af en kone, Cadett, der beslutter at klare problemerne ret kontant. Også for hende er det værd at gå ind og se den lille, tapre film. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Baby". Danmark 2003. Instruktør Linda Wendel. En time, 30 minutter. Till. o. 11 år. Astoria, Aalborg. Danmarkspremiere