Lokalpolitik

Kvindernes valg i USA

WINCHESTER:Det amerikanske valg vil i høj grad blive styret af østrogen. I forvejen er der nu flere kvinder end mænd, der stemmer i USA, og den tendens forventes at blive styrket i år, fordi valgkampen har været præget af stærke kvindelige personligheder som Demokraternes Hillary Clinton og Republikanernes Sarah Palin. Bag spådommen står valgeksperten Rogan Kersh fra New York University ifølge Newsweek. De sidste 40 år har valgdeltagelsen været faldende for både mænd og kvinder i USA, men især for mændene. I 1964 stemte 72 procent af de stemmeberettigede mænd til præsidentvalget, mens det i 2004 var faldet til kun 56 procent. For kvindernes vedkommende stemte 67 procent i 1964, mens det var 57 procent i 2004. Rør ikke ved mit fjernsyn, far! WINCHESTER: Det vakte stor opsigt, at Barack Obama i går aftes kl. 20 havde købt en halv times reklametid på adskillige af de nationale tv-kanaler – midt i den bedste sendetid. Det er dog ikke alle, der var lige imponerede over den Demokratiske favorits tiltag. Da Barack Obamas tiårige datter Malia hørte, at hendes far skulle på landets kanaler, spurgte hun skeptisk, om han så også skulle på hendes kanal, for den forstyrrelse var absolut ikke velkommen. Hendes far forsikrede, at han ikke skulle på Disney Channel, og så var roen genoprettet ifølge hustruen Michelle Obama, som fortalte om episoden i et amerikansk tv-show.