Kvinders sport usynlig

Avisernes sportssider domineres totalt af mænd og superligafodbold

Aalborg 25. september 2002 08:00

NORDJYLLAND: Selvom piger og kvinder udgør omkring 40 procent af de aktive idrætsfolk under Dansk Idrætsforbund, er de næsten usynlige på avisernes sportssider - selv om mandagen, når sporten ellers fylder godt i det danske mediebillede. Men sporten er ofte ensbetydende med superligaen, viser et uformelt tjek af en stak danske avisers sportstillæg en ikke helt tilfældig mandag - nemlig den mandag, da kvindelandsholdet i fodbold netop havde spillet (og tabt) en vigtig kvalifikationskamp til VM næste år. Selv ikke en så markant begivenhed og starten på håndboldsæsonen, der ellers de seneste 10 år har sat gang i en veritabel kønsrevolution i sportsverdenen, kunne bringe kvinderne op på mere end fem procent af sportsdækningen. - Superligakampene trækker i snit 2-300.000 seere på TV3. Under sidste sæsons midnatskampe i kvindehåndbold trak DR mindst 400.000 seere, og ved topkampe på den rigtige side af 600.000, siger Alice Riis Bach, der er cand. mag. i kultur og formidling og har en bachelorgrad i idræt. Hun har netop udsendt bogen "Kvinder på banen" om sport, køn og medier. - For børn og unge i dag er sportskvinder som idoler og forbilleder noget helt almindeligt på linje med popstjerner, supermodeller og filmstjerner. Sportskvinderne bidrager til en mere mangfoldig repræsentation af kvinder i medierne, hvilket må siges at være positivt, siger hun. Men desværre følger avisernes sportsredaktioner ikke rigtig denne trend. - Råt sagt, så lider mange sportsredaktioner af gammelmandstankegang, og de holder krampagtigt fast i værdinormer der bygger på en forestilling om, at manden er kvinden overlegen, siger Alice Riis Bach. Men fordi kvinder ikke bliver taget alvorligt som sportslæsere, søger de yngre kvinder informationerne andre steder end i dagbladene og tv - ikke mindst på nettet. Og det kan efter Alice Riis Bachs opfattelse blive en del af årsagen til, at dagbladene ikke kommer over den nuværende krise. - Selvfølgelig er kvinder interesserede i sport. Det bør medierne tage alvorligt, siger hun.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...