Kvindes tøj fundet i container

ESBJERG:En forsvunden kvindes tøj og private papirer blev mandag fundet i en container på havnen i Haderslev. Og politiet beder alle, der har opholdt sig på havnen fredag aften eller natten til lørdag, om at fortælle, hvad de har set i området. Fundet øger frygten for, at kvinden har været udsat for en forbrydelse. Kirsten Bay Andersen på 52 år var fredag aften til firmafest i Jobcentret i Haderslev og aftalte ved totiden lørdag morgen med sin mand, at han skulle hente hende ved politistationen på Gammelting i byen. Men hun dukkede aldrig op. Med helikopter, både og hundepatruljer blev kvinden eftersøgt både søndag og mandag, og interessen samlede sig om havnen efter fundet i en affaldscontainer på hjørnet af Hertug Hansgade og Pakhuskaj. - Det er lidt bekymrende, at vi har fundet disse genstande, og det gør, at vi forstærker efterforskningen, siger efterforskningschef Kai Nielsen i Syd- og Sønderjyllands Politi./ritzau/