Kvissel

Kvissel/Ravnshøj besejrede Frederikshavn i lokalopgør

FODBOLD, SERIE 3:FfI-Kvissel/Ravnshøj 1-2 KVISSEL: Det var et overordentligt tændt Kvissel-mandskab, som mødte op i Frederikshavn med håbet om tre nye point efter forrige weekends sejr. Optakten til kampen var ellers langt fra optimal, for efter afviklingen af årets Rockparty, så havde det unge hold ellers brugt de fleste kræfter på Knivholt. På trods af strabadserne ved rockkoncerten så lod spillerne sig ikke mærke af det. Kvissel/Ravnshøj startede nemlig som lyn og torden. Der var gevaldigt pres på i den første halve time af opgøret. Det hele resulterede i to mål, som blev scoret indenfor halvandet minut mid i første halvleg. Der blev imidlertid ikke scoret yderligere i første halvleg, som dommeren således kunne fløjte af ved stillingen 0-2 til gæsterne fra Kvissel/Ranvshøj. Efter pausen kom værterne bedre med, og det lykkedes faktisk for Frederikshavn at presse Kvissel/Ravnshøjs hold langt tilbage på banen hele anden halveg igennem. Det massive pres resulterede i mange store chancer. Med 20 minutter tilbage af opgøret gav FfI’ernes anstrengelser bonus, idet det lykkedes at sende bolden i nettet. Efterfølgende blev presset på gæsternes mål om muligt endnu større, men stillingen hold kampen ud, og dermed blev der endnu tre streger til Kvissel/Ravnshøjs pointkonto.