Kvist ærgrer sig over dumme tyske mål

William Kvist mener, at Danmark indkasserede to dumme mål i 1-2-nederlaget til Tyskland, som betyder EM-exit.

17. juni 2012 23:00 - Opdateret 17. juni 2012 23:01

Kvist ærgrer sig over dumme tyske mål

Midtbanespilleren William Kvist mener, at Danmark selv bærer en del af skylden for det danske EM-exit søndag aften efter et 1-2-nederlag til et stærkt tysk landshold i Lviv.

Danskerne var ikke påpasselige nok ved de tyske scoringer, vurderer Stuttgart-spilleren.

- Det er ærgerligt. Det er to dumme mål, siger William Kvist til DR Sporten.

- Der er indkast, og to berøringer senere ligger den i nettet, siger William Kvist om Lukas Podolskis 1-0-scoring efter 19 minutter.

Michael Krohn-Dehli udlignede fem minutter senere, men 10 minutter før tid lukkede den tyske back Lars Bender ned for spændingen med scoringen til 2-1.

- Vi ved, at de er gode på omstillinger. Så det er lidt vores egen skyld med de to mål, vurderer William Kvist.

Han mener, at Danmark ellers havde god succes med at få lukket ned for det eksplosive og chanceskabende tyske spil.

Til gengæld var det begrænset, hvor meget danskerne selv kunne skabe af chancer, når de samtidig skulle have fokus på den giftige tyske offensiv.

- Vi får ikke kørt vores spil igennem 100 procent, men vi må acceptere, at tyskerne er gode, siger William Kvist.

Danmark slutter som nummer tre i gruppe B med tre point.

Tyskland vinder gruppen og går videre til kvartfinalerne med maksimumpoint, mens Portugal er videre som nummer to med seks point.

De hollandske VM-sølvvindere slutter sidst i gruppen uden point.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...