Kvist er klar til at tage stort EM-ansvar

William Kvist vil indtage en essentiel rolle på det danske landshold, som i dag møder Holland ved EM.

Kvist er klar til at tage stort EM-ansvar

Efter sidste sommers skifte fra FC København til tyske Stuttgart har Kvist været en af profilerne i Bundesligaen, og det bringer mere ansvar på midtbanespillerens skuldre ved EM-slutrunden.

- Forventningerne er højere. Nu har jeg spillet de fleste kampe i EM-kvalifikationen, og jeg har spillet en lang turnering nede i Stuttgart på højt niveau.

- Jeg glæder mig til at være en bærende kraft. Jeg glæder mig til at have det ansvar ved EM, understreger Kvist.

Og hvis man skal tolke landstræneren, så venter der masser af spilletid til Kvist denne gang - også i dagens opgør mod Holland.

- Det er en helt anden rolle nu. Han var udtaget til VM og fik noget erfaring som periferi-spiller. Han kom jo ikke til at spille. Han var egentlig også udtaget til mange forskellige positioner, fordi han kan spille mange steder.

- Nu er situationen anderledes. Nu har han spillet et par sæsoner både i FCK og i Stuttgart på midtbanen, så det er selvfølgelig der, han hører hjemme, fastslår Morten Olsen.

Sammen med Niki Zimling har Kvist været en motor i det maskinrum, der var med til at køre Norge og Portugal over i EM-kvalifikationen sidste efterår.

- Han har været utrolig vigtig i den konstellation. Det handler også om at kunne lede de andre, og det overskud har han haft, forklarer Morten Olsen.

Danmarks kamp mod Holland begynder klokken 18 dansk tid og spilles i ukrainske Kharkiv.

/ritzau/