Kvist stolt af sin landsholdsrejse: Alle ville have mig ud

William Kvist fremhæver de sidste 2,5 år under Åge Hareide som et højdepunkt i sin landsholdskarriere.

William Kvist nåede 81 kampe på det danske landshold. Han spillede sin sidste kamp 16. juni, hvor Danmark slog Peru 1-0. Kvist udgik af kampen med en punkteret lunge og et brække ribben, men vendte senere tilbage til VM i Rusland uden at komme på banen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

William Kvist nåede 81 kampe på det danske landshold. Han spillede sin sidste kamp 16. juni, hvor Danmark slog Peru 1-0. Kvist udgik af kampen med en punkteret lunge og et brække ribben, men vendte senere tilbage til VM i Rusland uden at komme på banen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

William Kvist annoncerede søndag efter landsholdets VM-exit, at han stopper i rødt og hvidt.

Det blev til 81 landskampe siden debuten i 2007. De seneste to og et halvt år under Åge Hareide har formentlig været højdepunktet, vurderer den 33-årige midtbanespiller.

- Den rejse, jeg har været på i tiden under Åge, er et stort højdepunkt, og noget jeg vil fremhæve.

- Jeg blev af alle blev skreget ud af landsholdet og endte med at blive en af de mest faste og sikreste kort gennem hele kvalifikationen til VM, hvor vi sluttede af med at slå Irland, siger William Kvist.

For otte år siden var han med ved VM i Sydafrika uden at få spilletid. To år senere deltog Kvist også ved EM i Polen og Ukraine, hvor han var en af de bærende kræfter på midtbanen.

VM i Rusland blev dog ikke helt den slutrunde, FC København-spilleren havde forestillet sig, da han udgik efter en halv time i åbningskampen mod Peru med et brækket ribben og en punkteret lunge.

Han blev i første omgang meldt færdig ved slutrunden, men ni dage senere var Kvist tilbage i Rusland og meldte sig klar til kamp. Det blev dog ikke til flere minutter.

- Det her VM er stadig en stor ting for mig. Det er jeg stolt over - alt det arbejde jeg har lagt i det, siger han.

- Det har været emotionelt at komme tilbage og blive en del af truppen igen. Jeg er også sikker på, at Åge havde gemt de bedste til kvartfinalen, og så have jeg måske spillet, siger Kvist med et grin.

Midtbanespilleren mener alligevel, at tiden er kommet til at stoppe.

- Jeg har spillet 81 landskampe, været til tre slutrunder, og nu er det tid til, at andre tager over.

- Der er to år til næste slutrunde, og så er der andre, der skal tage stafetten videre, siger han.

En beslutning, William Kvist holder fast i, selv om landstræner Åge Hareide skulle sende bud efter ham.

- Hvis jeg ikke havde fået det her med ribbenene, så havde jeg nok fået spillet noget mere her til VM.

- Men det føles som om, at det skal være nu. Jeg er blevet spurgt så mange gange til, hvornår jeg stopper det seneste års tid, og det skulle føles godt i maven. Det gør det nu.

- Vi har masser af folk, der kan tage over, så det bliver ikke noget problem for nogen, mener Kvist.

Danmark tabte søndagens ottendedelsfinale til Kroatien, der vandt efter en afgørelse i straffesparkskonkurrence. Kroaterne står på lørdag over for de russiske VM-værter i kvartfinalen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.