Fodbold

Kvist tilbage i Rusland: De må undre sig på hospitalet

William Kvist brækkede ribben og punkterede lunge for ti dage siden. Tirsdag sad han på bænken mod Frankrig.

Tilbagevendte William Kvist sad på bænken mod Frankrig ti dage, efter at han punkterede lungen og brækkede et ribben. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tilbagevendte William Kvist sad på bænken mod Frankrig ti dage, efter at han punkterede lungen og brækkede et ribben. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

William Kvist betegner det som en af karrierens største bedrifter, at han er tilbage som en del af landsholdet ved VM i Rusland.

For ti dage siden brækkede den 33-årige midtbanespiller et ribben og punkterede en lunge i en 1-0-sejr over Peru.

Han blev hurtigt meldt færdig ved slutrunden, men tirsdag var han tilbage på bænken i 0-0-kampen mod Frankrig i Moskva.

- Det er skønt at være med igen. Det er den bedst tilkæmpede bænkplads, jeg nogensinde har fået. Jeg var godt nok glad for at sidde der, siger William Kvist.

- Det har været en voldsom uge - det har taget et helt år mentalt. Fra en meget stor nedtur i ambulancen på vej væk fra stadion til hospitalet.

- Derefter hjem til Danmark med ambulancefly og arbejde hårdt i fire-fem dage, indtil jeg fik lov til at tage afsted igen, siger han.

Kvist peger på, at han hele tiden har haft en tro på, at hans VM ikke var forbi. Også da det så allermest sort ud på hospitalet i Saransk.

- Lægen sagde god ferie til mig, da han sendte mig væk. Jeg sagde, at han skulle se med på fjernsynet, for jeg ville spille igen om en uges tid. Jeg tror, at de synes, at det er lidt mærkeligt, at jeg er med igen, siger Kvist.

Han forklarer, at han hurtigt mærkede fremgang.

- Da jeg kom tilbage til Danmark, var jeg næsten smertefri, og lungen var bedre, og så tænkte jeg, at nu skal den have hele armen, siger midtbanespilleren.

- Min kone sendte mig på hotel og sagde, at nu skulle jeg bare arbejde 24-7 på at komme til VM. Det er en af de største bedrifter i min karriere at komme tilbage igen.

- Selv om jeg har mistet en halv kamp mod Peru og kampene mod Australien og Frankrig, så har jeg på en måde også vundet rigtig meget.

Det var et peruansk knæ, der for ti dage siden ramte ham i brystkassen. Det var ikke nemt at kapere, at et af karrierens højdepunkter måske skulle slutte efter kun en halv time.

- Jeg tænkte, at jeg skal hurtigt op, for det gør eddermame ondt.

- Efter nogle minutter kunne jeg godt mærke, at jeg ikke kunne trække vejret så godt. Måske er jeg gammel, men det var ikke derfor. Det med vejrtrækningen var det mest ubehagelige.

- Så måtte jeg lægge mig ned og få behandling. På det tidspunkt tænkte jeg, at det var ikke så godt.

- Det var en skuffelse, for jeg havde kæmpet rigtig hårdt de sidste mange måneder for at være topklar til VM. Derfor er jeg også ekstremt stolt og glad for at være her igen, siger han.

Midtbanespilleren varmede op før tirsdagens 0-0-kamp mod Frankrig i Moskva. Men det var en anelse for tidligt at bruge den specialdesignede brynje, han har fået lavet, når han skal i kamp.

- I forhold til smerter ville det ikke være noget problem. Men jeg skal lige ind i rytmen igen, så det var ikke aktuelt. Jeg skal lige tilbage på holdet, siger han.

Danmark spiller ottendedelsfinale ved VM mod Kroatien på søndag i Nizjnij Novgorod.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst