Musik

Kyndelmisse i kirken med lys og musik

Langeslund kirke danner søndag aften rammen om en noget speciel gudstjeneste, nemlig en kyndelmisselysgudstjeneste. Navnet Kyndelmisse stammer oprindelig fra det latinske missa kandelarum og betyder lysenes messe, derfor denne specielle lysgudstjeneste. Langeslund Kirke vil være oplyst med levende lys, og gudstjenesten får egentlig mest præg af en musikgudstjeneste. Udover fælles salmesang vil der være sang ved Pernille Bogø Bach og musik ved kirkens organist Christian Vestergaard Nielsen. Foruden salmer synges der desuden kyndelmissesange, eksempelvis Sneflokke kommer vrimlende. Sognepræst Gunvor Gadegaard fortæller, at der blandt salmerne er en ny salme skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen, samt at Christian Vestergaard blandt andet vil fremføre musikstykket Lux Eterna. Gudstjenesten kommer ikke til at indeholde en prædiken, men der er bøn og velsignelse. Endvidere vil der være tekstlæsning fra Bibelen ved fire af menighedsrådets medlemmer. Alle er velkomne til kyndelmissegudstjenesten.