EMNER

Kynisk alliance

Kom ikke og fortæl, at min partiformand ¿ som endnu er Helle Thorning-Schmidt ¿ har tabt ævred, modet eller viljen til at vinde den statsministerpost.

Hun kæmper, strides og slås for at mit parti kan genvinde sin naturlige politiske førstefødselsret. Nu, hvor det er blevet ¿in¿ med Nye Alliancer, har socialdemokraternes partiformand i den grad set lyset¿ og fundet vejen: I et utroligt flot samarbejde med sin partiformandskollega Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti, udfolder Helle Thorning-Schmidt nu voldsomme anstrengelser for at de to politiske topfruer kan forene kræfterne. De satser på at placere en bombe under et helt århundredes arbejdsmarkedspolitiske lønforhandlingsmodel. Den, hvor lønforhandlinger føres mellem de faglige organisationer og de modstående arbejdsgiverforeninger. Det er det system, som man ved andre lejligheder kalder ¿den danske model¿. Berømmet og beundret i lande, hvor parterne på arbejdsmarkedet går til hinanden med langt voldsommere midler. Der er mange forklaringer på de to politiske topfruers forening af kræfterne. Blandt andet, at de faglige organisationer, den ene efter den anden, inden for det seneste halvår gennem store ¿ og kostbare ¿ annoncekampagner har understreget, at deres lønforhandlinger gennem årene har ført til alt, alt for ringe resultater. Heri ligger jo en helt uhyggelig erkendelse af manglende styrke og engagement i de faglige organisationers hovedformål: Sikring af anstændige løn- og arbejdsvilkår for deres medlemmer. De mange, hvis hverdag udspilles i de virkeligheder, der findes uden for de faglige organisationers mastodont-bureaukratier. Som i øvrigt nu er under dramatiske og indgribende slankning, fordi medlemskontingentkronerne ikke mere kan bære byrderne. Men Helle-Pia alliancens ¿realpolitiske¿ forklaring er, at bringe VK-regeringen i vanskeligheder. Helle Thorning-Schmidt ¿ og hendes nærmeste kreds af rådgivende partifæller (må man gå ud fra) ¿ spekulerer i, at bringe Venstre-Konservative i mindretal, for at fremkalde et nyvalg, der kan føre til regeringsskifte. Den tanke er helt fremmed for Pia Kjærsgaard. Hun har alene muskelspillet som ærinde. Det, som i den tidligere valgperiode så succesfuldt fik placeret de Konservative som et vedhæng til Anders Fogh-regeringen. Som når partiformand Bendt Bendtsen blev indkaldt til morgenkaffe og ¿gode råd¿ på Pia Kjærsgaards Dannebrogs-smykkede chefkontor. Med eksempelvis en K-ministers fyring til følge. Den rolle og den sataniske fornøjelse giver Dansk Folkepartis førstekvinde ikke afkald på. Under ingen omstændigheder. Men Pia Kjærsgaard må uden forbehold anerkendes og beundres som en dygtig politisk taktiker ¿ med det rævesmil og den kynisme, som rollens troværdighed forudsætter. Med løfter om milliarder af kroner til de lavtlønnede ¿ og hårdt arbejdende ¿ offentligt ansatte, først og fremmest i social- og plejesektoren, har Pia Kjærsgaard og Helle Thorning-Schmidt etableret en alliance. ¿Vi er enige!¿, lyder det fra Thorning-Schmidt. ¿Endelig har vi fået socialdemokraterne i arbejdstøjet!¿, jubler Pia Kjærsgaard. De to partier ¿ som tidligere var de størst tænkelige modsætninger; det uhyggeligt menneskesynsfjendske Dansk Folkeparti og det gamle arbejderparti, engang med sjæl og en bærende humanistisk holdning som adelsmærke ¿ er nu forenet i et nederdrægtigt og kortsynet politisk spil. Hvor vi får demonstreret, at også i politik narrer den kloge den mindre kløgtige. Derved bliver lykønskningerne deprimerende envejsrettet. Men det er ¿ som nævnt indledningsvis ¿ ikke ævred og modet, Thorning-Schmidt har tabt. Og ¿ære¿ ¿ eller ¿moral¿ ¿ er ikke noget, man kan tabe. Ikke i politik. Ser det ud til. [ Bent Øberg, Fasanvej 4, Aalborg, er journalist, konsulent og politisk kommentator. E-mail: bent@oeberg.dk. Hjemmeside: www.oeberg.dk.