Kynisk minister

Efter at det kom frem, at Arbejdsdirektoratet havde lavet en fejl, som bevirkede, at flere tusinde efterlønsmodtagere var blevet snydt

for efterløn, fordi deres feriepenge var blevet modregnet i efterlønnen, troede mange, at arbejdsminister Claus Hjort Frederiksen ville rette hans eget ministeriums fejl og udbetale den manglende efterløn. Derved kunne der have været sat et værdigt punktum i sagen. Sådan skulle det imidlertid ikke gå. I stedet er vi nu kommet i den hidtil usete situation, at en minister vil sagsøge sine egne embedsmænd for at have lavet en fejl. Ministeren er trængt, men det kan undre, at han alligevel er parat til at løbe den risiko for et politisk selvmål, som hans retssag let kan blive. Men mon ikke dette skridt alligevel er velovervejet. Hvis man havde udbetalt de 300-400 millioner kroner, efterlønnerne var blevet snydt for, kunne det let være kommet frem, at ministeren havde kendt til hullet i loven i mere end to år, og det kunne have tvunget ham til at gå af. En retssag kan let tage flere år, inden den er afgjort. Mens den verserer, kan ministeren afvise at udtale sig i sagen med henvisning til, at en udtalelse fra ham kan tolkes som et forsøg på at påvirke en igangværende retssag. Han kan herved lægge sagen død i flere år. Han slipper også for den retssag, som flere a-kasser vil anlægge mod ministeren. De kan først komme i gang, når det endelige ansvar er placeret. At en række af efterlønsmodtagerne dør i mellemtiden - og derved ikke får glæde af den efterløn, de er blevet snydt for - rører ikke en kynisk minister. Han har snart siddet på posten i fem år. Når han har været minister i otte år, er han sikret den højeste ministerpension. Gad vide, om det også har indgået i hans overvejelser?