Kys frøen

Gadeteater og udstilling i Hobro

Brugerne har selv været med til at forme deres roller, når S.A.B. på onsdag laver gadeteater i Hobro under overskriften "Kys frøen". S.A.B. står for Samvær, Aktivitet og Beskæftigelse, for voksne udviklingshæmmede i Mariagerfjord kommune. Derfor handler stykket også om de eventyr og ønsker, som brugere og personale kender fra deres hverdag. - Jeg er glad for at være med til at bestemme min rolle, jeg har nemlig altid ønsket mig at være havfruen Ariel, og syntes at det er dejligt at vise det for andre, siger Hanne, som er en af deltagerne i teatergruppen på Aktivitetshuset på Sjællandsvej. Udover gadeteatret er der samme dag fernisering på en udstilling af malerier smykker, tasker, hatte osv. i café Blæksprutten, Adelgade 78.