Kystens smukkeste havbåd sejler igen

Han Herred Havbåde har søsat ”Skarreklit” fra Slettestrand efter renovering

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

SLETTESTRAND:Kystens smukkeste skib, blev havbåden ”Skarreklit” kaldt, da den i 1962 kom til Lildstrand som nybygning fra Chr. Bondes bådværft i Stenbjerg.

Nu er den genopstået i lige så smuk og totalrenoveret stand hos Han Herred Havbåde i Slettestrand efter halvandet års arbejde på værftet. I weekenden blev den så søsat under stor bevågenhed, blandt andet fra den fisker, Richard Vendelbo, der som 23-årig investerede i den nye båd.

- Det gjorde han lige som sin far før ham, for Christian Bonde var en dygtig bådebygger. Han tilpassede båden til den stejle kyst ved Lildstrand, forklarerede formanden for Han Herred Havbåde, Thomas Højrup, for en hundredtallig flok nysgerrige i værftsbygningen før søsætningen.

Den smukke havbåd, der efter planen skal tilbage til Lildstrand som tur- og fritidsbåd, er stort set en ny udgave af den gamle ”Skarreklit”, da næsten intet af den kunne genanvendes. Efter at være brugt til fiskeri i mange år fra Thorupstrand af først Helmer Nielsen og derefter hans søn Jan, lakkede det nemlig mod enden for båden i i 2003, og den var på vej mod ophugning, da Skibsbevaringsfonden trådte til og erklærede båden bevaringsværdig.

I 2006 fik Han Herred Havbåde overdraget det afpillede skrog, og klækkelige fondsmidler har finansieret genopbygningen.

Allerede for fire år siden blev Lildstrand Bådlag stiftet med henblik på at få ”Skarreklit” tilbage til det lille fiskerleje vest for Bulbjerg, og formanden Per Røpke fik på lagets vegne overdraget nøglerne til den nye udgave af båden.

Og så stimlede alle ellers mod havstokken for at følge søsætning nummer to af kystens smukkeste skib.

20 mand var om bord med bådebygger Peter Madsbøll som skipper, og de fik en frisk tur ud over revlerne, mens der blev fotograferet og filmet i et væk fra den faste grund på stranden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.