Kystfugl på bytur

:Strandskaden går i land, satser højt og skriger vildt

Færøernes nationalfugl tjaldur, identisk med vores almindelige strandskade, synes helt på afveje, når den flakser skrigende om i et industrikvarter i Aalborg. Men vadefuglen i kjole og hvidt med knaldrødt næb ændrer vaner og behøver hverken færøske strande eller Danmarks vadehav. Den tilpasser sig marker, nu i mange lande, og dertil bebyggelser, hvor især flade tage frister den som ynglefugl. Gennem måske 50 år har den tilpasset sig ny omgivelser og ruger ved motorveje eller på tage som med tagpap eller småsten åbenbart minder fuglen om strandbredder. Samtidig er strandskaden dog karakterfugl langs vore fjorde og en af de tidlige, der kommer om foråret. Parrene gør sig bemærket både med iøjnefaldende kulører og ved at flyve skrigende omkring. De har også et territoriespil, hvorunder de, undertiden flere par sammen, opfører rituelle magtkampe i form af skrigespil. Ynder flade tage Som nogle af de første strandskader, der rykkede til bys, bemærkede man et par på Gøl Pølsefabriks flade tage i Svenstrup og andre, som valgte skoler med såkaldte built-up tage. Man fulgte deres adfærd og så, hvordan ungerne til sidst blev kaldt ned fra det høje og uden nævneværdig flyveevne dog landede uskadt på plæner fire-fem meter nede. Siden er vi blevet opmærksomme på, at strandskaden som vadefugl adskiller sig ved, at den fodrer sine unger, der således når en vis størrelse, inden de skal forlade ynglestedet. Blandt andre vadere er det normale, at ungerne piler væk straks efter at være klækket og dermed for en stor del selv finder føde. Det gælder f.eks. vibeunger, og de har heller ikke noget hjem, der er værd at tale om, i den svage fordybning, hvor vibemor har ligget på æg. Ligeså med skovsnepper og mange andre arter, men altså ikke med strandskader. Deres unger tigger føde ved at pikke på forældrenes røde næb og får bragt larver, orme og insekter. På jorden dækker de sig ved enhver forstyrrelse og er svære at få øje på. Mejsler muslinger En del af strandskadens føde udgøres af muslinger, som fuglen gør sig til ekspert i at åbne. Nogle hamrer skallerne i stykker i kanten, så de kan komme ind til kødet, men andre presser næbbet ind mellem skallerne og mejsler lukkemekanismen over. Undersøgelser har vist, at denne praksis ligefrem former fuglens næb, som får en mejselfacon og derved bliver bedre til formålet. I områder som Vadehavet udgør orme dog en overvældende del af strandskadens føde, og nu i juli og august kan man ved ebbe se tusinder af strandskader bore orme op. Det er fugle, som efter yngletiden samles her. Flere end 50.000 er talt på en sæson ved Blåvandshuk, idet også strandskader fra den norske vestkyst trækker dertil. I forvejen er lokalbestanden på vingerne, og i 1996 blev den i vadehavsområdet talt op til 2.900 ynglepar. Ved Atlas-tællingen midt i 1990’erne kunne strandskadebestanden i Danmark beregnes til 7-8000 par, en fremgang fra 5-6000 par godt 20 år tidligere, og landet passeres forår og efterår af en betydelig del af de måske 60.000 par, der yngler i Skandinavien. Flokke på over 1000 optræder dog næsten kun i Vadehavet, og her vil de forsamles, også hvis de har ynglet inde i landet og på ejendommelige lokaliteter som gruspladser i en rundkørsel eller midt i en mark. .