Virksomhedsøkonomi

Kystlink noterer millionunderskud

Rederiet mangler erstatningsfærge efter "Pride of Telemark"s møde med en mole i Hirtshals Havn.

Det norske rederi Kystlink er snart tilbage i rutefart igen. Kystlink har været sat ud af spillet i godt seks uger, efter at færgen "Pride of Telemark" sejlede ind i molen på Hirtshals Havn, men snart lysner det forude. 
arkivfoto: Hans Ravn

Det norske rederi Kystlink er snart tilbage i rutefart igen. Kystlink har været sat ud af spillet i godt seks uger, efter at færgen "Pride of Telemark" sejlede ind i molen på Hirtshals Havn, men snart lysner det forude. arkivfoto: Hans Ravn

Problemerne tårner sig op for det norske rederi Kystlink. Direktør Jarle Dragsten har mere end rigeligt at se til for tiden, efter at færgen "Pride of Telemark", som var på vej fra Langesund til Hirtshals, bankede ind i molen på Hirtshals Havn for godt to uger siden. Færgen skal repareres for et større millionbeløb, og samtidig leder Kystlink med lys og lygte efter en erstatningsfærge, og oven i slås rederiet med alvorlige økonomiske problemer. Fortsat ikke penge nok Sidste år tabte Kystlink 112 mio. norske kroner, og rederiets direktør erkender, at der også bliver et minus i millionklassen, når 2007 er omme. - Vi kommer ud med et millionunderskud i år, men det bliver betydeligt mindre end sidste år. Indtægterne er væsentlig forbedret, efter vi startede vores nye rute op til Strømstad, men der er tale om et opstartsår, så vi tjener fortsat ikke penge nok, siger Jarle Dragsten. Han ønsker ikke at komme beløbet nærmere, men han slår i samme åndedrag fast, at rederiets eksistens ikke er truet, og at forventningerne til 2008 er et nulresultat. Egenkapitalen er ellers forlængst tabt i rederiet, som sidste år udvidede med en dagrute mellem svenske Strømstad og norske Langesund som et nødvendigt supplement til natruten mellem Hirtshals og Langesund. Ifølge den norske avis Dagens Næringsliv var der en negativ egenkapital i selskabet på 116 mio. norske kr. ved udgangen af 2006, og den fortsatte drift er kun sikret, fordi rederiets ejer, Taubåtkompaniet, indefryser dets samlede tilgodehavende på 136 mio. kr. Ole T. Bjørnevik står i spidsen for Taubåtkompaniet som overtog færgedriften af det nye Kystlink, da det gamle rederi blev erklæret konkurs sidste år. Han garanterer ifølge Dagens Næringsliv for den fortsatte drift. I første omgang har Kystlink fyret ca. 60 medarbejdere i administrationen, fordi rederiet ikke råder over en sødygtig færge lige nu. "Pride of Telemark" blev sejlet i dok på et værft i Göteborg i onsdags, og ifølge Jarle Dragsten kan der gå flere uger, før fartøjet igen kan sættes i drift. Rederiet har endnu ikke noget overblik over forsikringsforholdene efter uheldet i Hirtshals. Lige nu leder Kystlink med lys og lygte efter en erstatningsfærge. - Vi arbejder med flere alternative løsninger. Jeg håber, at vi kan få en lejeaftale på plads i løbet af kort tid, siger Jarle Dragsten. Han erkender, at det haster med en løsning, for der skulle gerne være en færge i drift inden efterårsferien. steffen.bek@nordjyske.dk