Turisme

Kysttur med turistchef med følge fra Oslo

VisitDenmark norske afdeling klædt på til snakke godt for Toppen af Danmark som feriemål

VENDSYSSEL:Hirtshals og Lønstrup er blandt de turistmål, som en delegation fra VisitDenmarks afdeling i Oslo har besøgt under en to-tre dages rundtur i Toppen af Danmarks område. Turen sluttede torsdag eftermiddag, og formålet var at klæde turistchef Vidar Mørch og de fire øvrige besøgende ordentlig på i bestræbelserne på at få flere nordmænd til at holde ferie i den nordlige del af Vendsyssel. - Vi har taget dem med en rundtur, der startede i Sæby og gik hele vejen rundt ned til Løkken. Når de sidder i Norge og skal overbevise nordmændene om, at det er godt at tage hertil, så er de vigtigt at de selv kender til området. Vi er glade for, at delegationen tog sig tid til det, og vi har i de sidste dage stopfordret dem med indtryk, oplyser turistdirektør Pauli Jørgensen, Toppen af Danmark. Området ligger i forvejen højest i landet, når det gælder antal overnattende norske gæster, men TaD vil gerne have endnu flere fra vort nordlige naboland til at tage en tur sydpå over Skagerak og/eller Kattegat. - Jeg har lige talt med et hotel, som siger at de får flere norske gæster, og at de har penge med, tilføjer Pauli Jørgensen. Det samme indtryk har blandt andet Lønstrups turistchef Claus Brøndum, som tog de besøgende fra Oslo med på en gåtur for at vise byens herligheder. Derefter besøgte de Skallerup Klit og Rubjerg Knude på vej sydpå til Løkken. - De senere år har vi oplevet et stigende antal norske turister i Lønstrup-området, og de har et stort forbrug. Vi er meget interesset i, at der kommer flere nordmænd, udtaler turistchefen. Medvirkende årsag til at disse turister lægger flere penge i Danmark er, at den norske krone er blevet mere værd, og så har den norske lønmodtager flere penge mellem hænderne. En OECD-undersøgelse fra 2005 viser, at Norge med en gennemsnitlig timeløn på 279 kroner er blevet verdens dyreste land at producere varer i. Besøget fra Oslo skal også ses i sammenhæng med, at VisitDenmark i højere grad er begyndt at fokusere på markedsføring frem for udviklingsorienterede opgaver, og herunder har kystferieproduktet fået en højere prioritet. Samtidig har Toppen af Danmark forud for denne turistsæson intensiveret markedsføringen af Lysets Land i Norge. Blandt andet med deltagelse i to rejsemesser i Bergen og Lillestrøm.