Löfven fældet som svensk statsminister: Uklart hvem der skal overtage posten

De borgerlige partier stemte sammen med Sverigedemokraterna mod Löven, der tabte med 204 stemmer mod 142

Svensk statsminister fældet. Foto: 10090 Claudio Bresciani/TT/Ritzau Scanpix)

Svensk statsminister fældet. Foto: 10090 Claudio Bresciani/TT/Ritzau Scanpix)

SVERIGE:Socialdemokraten Stefan Löfven er fældet som svensk statsminister ved en afstemning i Riksdagen.

De borgerlige partier stemte sammen med Sverigedemokraterna mod Löfven, der tabte tillidsafstemningen med 204 stemmer mod 142.

Havde Löfven fået færre end 175 stemmer imod sig, kunne han være forblevet statsminister. Men de fire borgerlige partier i Allliansen og Sverigedemokraterna har til sammen 204 stemmer.

Det er uklart, hvem der skal overtage statsministerposten i Sverige.

Hverken den borgerlige Alliansen eller den rød-grønne blok fik sikret sig parlamentarisk flertal ved valget 9. september. Ingen af dem ønsker at regere med støtte fra Sverigedemokraterna, som blev Sveriges tredjestørste parti.

Sverigedemokraterna har 62 mandater, men partiet har ikke sagt, at det vil støtte Alliansen.

Selv om Löfven blev nedstemt, kommer han til at lede en overgangsregering ind til en ny regering er på plads.

Andreas Norlén fra Moderaterna blev mandag valgt som talman med støtte fra de borgerlige partier og Sverigedemokraterna. Talmannen, der er formand for Riksdagen, styrer forhandlingsprocessen med en regeringsdannelse.

Det borgerlige parti Moderaterna ventes at komme til at dominere i disse forhandlinger i første omgang.

Men Löfven understreger, at han gerne vil fortsætte som statsminister, og han siger, at han er parat til at forhandle om en regeringsdannelse. Han opfordrer til, at de to blokke brydes op.

/ritzau/TT

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.